I takt med at flere danskere anvender elektroniske cigaretter, melder Giftlinjen om et stigende antal henvendelser, hvor børn og voksne er blevet forgiftet af nikotinholdige rygevæsker til e-cigaretter. Derfor advarer Sundhedsstyrelsen om, at de nikotinholdige rygevæsker skal behandles med stor forsigtighed. Mange af ulykkerne sker i forbindelse med forkert eller uforsigtig omgang med den nikotinholdige rygevæske.
Selv om beholderne er små, så indeholder de ofte så store mængder af nikotin, at især mindre børn har risiko for alvorlig forgiftning og i værste fald at dø, hvis de indtager den samlede mængde. 40 – 60 mg nikotin i ren form er dødelig dosis for en voksen, og da koncentrationen af nikotin i mange rygevæsker angiveligt ligger på 16 – 30 mg. pr. ml, så skal der indtages ganske lidt væske til at give en alvorlig forgiftning – både hos børn og voksne. Hos småbørn ses forgiftningssymptomer ved indtagelse på 1 – 2 mg nikotin.
Nikotin er et særdeles afhængighedsskabende og farligt stof. Det er også baggrunden for, at det ikke er lovligt at sælge nikotinholdige e-cigaretter og nikotinholdig rygevæske i Danmark. Det skyldes, at nikotinholdige produkter, der ikke er tobak, skal være godkendt som lægemiddel for at kunne sælges, og ingen forhandlere eller producenter har indtil nu ansøgt om og fået en tilladelse.
Symptomer på nikotinforgiftning er ildebefindende og opkastning, og man bør straks opsøge skadestue.
Giftlinjen kan kontaktes for information og rådgivning på tlf. 8212 1212.
Kilde:
Sundhedsstyrelsen 2013