Hej.
Jeg ved ikke helt hvem af jer der er bedst klædt på til mit problem.
Vi har en dreng der fyldte 7 år , her 1 januar. Han blev storebror for 1 1/2 år siden og elsker sin søster højt.
Han er meget følelsesladet, det har han altid været. ( som 3 årig erklærede han at vi : ”Ødelægger hans liv”. jævnligt) nu er turene blevet meget vildsomme og oftere. Han kan havne i konflikt situationer- som fx når han ikke må spille computer eller skal ud af døren både morgen og aften. Alt det han føler han ikke må og gerne vil. så bliver han rasende græder og går hjemmefra, med gentagene ord som : ”I er ikke min familie mere, jeg er ikke jeres søn.” osv. i den tone. Jeg må hente ham i indkørslen og holde på ham.
Jeg sidder så og holder fast, krammer. Prøver ikke at tale om vores uenighed men bare fortælle ham, at jeg godt kan se han er gal, og jeg elsker ham.
Har også prøvet at putte ham ind på sit værelse og få ro til at være gal. men han er meeggett vedholdende og også fysisk snart så stærk, at jeg ikke kan dette. Det er heller ikke altid nemt når lillesøster også skal passes på.
Far og jeg er ikke helt enige om altid hvordan vi tackler disse ture.
Ud over disse ture har vi meget tid hver dag, der går med ”Gør nu som vi siger!”: Vi har faste rutiner og regler, når han skal ud af døren, har altid haft det. Han har svært ved “sceneskift.” Så vi siger fx, om 4 min skal du tage overtøj på, om 2 min osv. og hjælper ham så med at komme ud af det, han nu er i gang med.
Men alligevel ender det fx i dag med kæmpe rabalder mellem far og søn, far er nødt til at gentage mange gange, dette gør, at vores søn siger- jo mere du siger det – jo mindre gør jeg det. Lægger armene over kors og lader tårerne trille ned af kinderne.
Min mand bliver gal og siger, at han virkelig er for viderekomne, og hvad han forventer at få ud af at græde.
Det lyder ikke rart for mig, som så kommer ned (lader vores lille pige være på 1 sal ) og prøver at hjælpe min søn i det sidste tøj og glatte ud. Jeg ved godt at min mand ikke med vilje siger dette, men er spillet pas i situationen.
Jeg tror nu, at vi når vi kommer til at ødelægge min søns selvværd, med disse gentagene grimme udskældninger. Men jeg ved ikke, hvordan vi kommer ud af mønstret.
Vi har prøvet i juleferien at give mere positiv kontakt, og ikke kun når han søger den. Jeg er virkelig konstant obs. på at prøve at sige tingene på en god måde. Bliver så udkørt af at være så obs. hele tiden.
Han går i 0 klasse og de sagde til 1. samtale, at han var glad og god til at lege med alle og meget følsom observerer meget. Men han har sommetider svært ved at følge de helt almindelige regler, som at sætte sig på stolen, når de kommer ind fra frikvarter, og læreren sagde ordret: Jeg er så ked af, at jeg skal blive sur, før han hører efter.
Men ellers er han velfungerende og god med legekammerater. Hans indlæring ligger meget normalt.
Han giver dog hurtigt op, hvis noget er svært, spil, ord, alt. så er det dumt, og han bliver ked.
Jeg ved, at det var en stor mundfuld at blive storebror, og starte i skole- han har altid været min lille dreng – jeg har holdt i lidt kort snor – så jeg havde styr på humørsvingene og udlængslen. Han får ofte at vide, han er verdens bedste storebror og en dejlig dreng, krammer ham ofte. Prøver at give positiv kontakt også når han ikke bevidst søger den.
Under graviditeten gik far og søn i gang med at bonde- med stor succes. så lillesøster har aldrig fået skyld for at tage os fra ham, hun er total skånet for hans anfald- kun almindelige søskende irritationer imellem dem.
Puha- Håber virkelig i kan hjælpe, det er ikke nemt at gennemskue mønstrene og ændre dem.
mvh.