Kære Else.
Vi har en dreng på 2,5 år som er sund og rask og en sjov lille gut med den alder han har nu!
Vores store udfordring med ham har generelt altid været putning til natten. Han har siden han var 14 dage sovet igennem om natten. Men vi har været igennem rigtig mange “puttekampe”! Det er virkelig blevet den tid på dagen som ingen af os ser frem til.
Lige nu er vi inde i en periode, hvor han nærmest nægter at overgive sig til søvnen og forstyrrer generelt rigtig meget i huset med hans jamren/brummen. Lige nu oplever vi ham ikke som utryg, som han jo naturligvis også har haft perioder med i de forskellige aldre. Som det ser ud lige nu, så sover han ca. 1-1,5 timer i dagplejen og bliver puttet ca. kl 19-19.30.
Aftenrutinen er nattøj på, børste tænder, læse bøger og derefter lidt vand og så kysses og krammes der godnat. Lige nu sover han på en madras på gulvet i soveværelset, for det finder vi bedst lige når tiden er sådan og ellers sover begge vores drenge på deres værelser på 1. sal.
Puttetiden varer ca 2-3 timer fra vi starter. Han er ikke som sådan ked af det, men ligger og brummer og karter rundt! Når vi så kommer ind når han kalder, så kan han godt finde på at grine (Og det er virkelig provokerende)!
Sidst vi havde denne periode varede lidt over et halvt år og så har vi haft en rolig periode på ca. højst 14 dage og nu er vi virkelig ved at gå ud af vores gode skin og vi går i seng med en frygtelig arrigskab på vores søn.
Vi har efterhånden prøvet alt:
Nusse
Kramme
Nærvær
Flyttet rum
Lagt vasketøj sammen ved siden af ham
Han har fået lov til at kigge lidt i bøger
Lavet om på sengetider
Droppet luren (Selvom den bliver droppet er der ingen ændring i putningen)
Ja, jeg kunne blive ved….
Mon du har et godt råd? Og gerne flere?
Vi har jo naturligvis læst os frem til at det er meget naturligt for visse aldre, men den info er bare ikke længere godtaget fra vores side. Vi bliver nødt til at handle.
Håber du kan hjælpe!
Hilsen