Spædbørn bøvser typisk midt i måltidet eller lige efter, fordi der er kommet luft ned i mavesækken. Både børn, der får flaske, og børn, der bliver ammet, kan have behov for at bøvse.
Det er ikke alle børn, der kommer til at bøvse ved at komme op på skulderen. Det er heller ikke alle børn, der føler sig godt tilpas i den stilling. Nogle børn vil hellere have mulighed for at bøvse af ved at blive anbragt “siddende” på skødet med ryggen mod mors mave. Eller ligge op ad armen, mens den voksne gnider på ryggen. Det vigtigste er, at den lille krop vender opad, så bøvsen kan finde vej ud. Når et spædbarn bøvser, kommer der nemt lidt gylp med op. Dette er helt normalt, fordi lukkemusklen endnu ikke holder så tæt, og pladsforholdene hos et lille barn er små. Se også Gylp.