Brok er langt hyppigere hos drenge end hos piger. Det viser sig som regel ved en frembuling i den ene lyske (lyskebrok), ved navlen (for begge køn) eller for drenge som (vandbrok) ved den ene testikel. Man kan mærke en åbning, hvor indholdet kan pose sig ud igennem. Brokken behøver ikke altid være synlig.
Brok kan provokeres frem ved gråd, eller når barnet presser i forbindelse med afføring. Indholdet i brokket skal kunne trykkes let på plads igen. Hvis det kommer i klemme eller sætter sig fast, får barnet stærke smerter og skriger højt. Bulen bliver øm, fast eller hård og kan blive blålig i farven. Har barnet de symptomer, skal det i behandling så hurtigt som muligt. Der vil ofte blive tale om en operation, hvor man presser indholdet på plads og sørger for at hullet i den såkaldte broksæk bliver lukket.