Hej Marion
Vi står med en udfordring herhjemme, som jeg godt kunne tænke mig et godt råd til at løse.
Det drejer sig om min bonussøn på 3. Vi har boet sammen i 3/4 år og har ham 7/7. Hans forældre blev skilt, kort før jeg mødte hans far. Så sidste år skete der meget i den lille drengs liv.
Vi startede meget langsomt op, men da jeg har en dreng på samme alder, og de gik i spænd super fint, flyttede de ind til mig efter ca. en måned. Samværet har kørt super godt.
Selvfølgelig har der været små problemer men ikke noget, vi ikke havde kunnet forvente i en sammensat familie.
Det der er kommet til er, at for en måned siden, havde hans mor en lang arbejdsuge den uge, han var hjemme ved hende. Han reagerede meget dårligt på, at hun ikke var hjemme – og han selv var hjemme hos moderens kæreste, som de har boet sammen med 5 mdr. De havde syntes det var hyggeligere han var hjemme, da kæresten lå syg, end han kom i børnehave – hvilket så havde gjort, han havde savnet sin mor endnu mere når hun samtidig arbejdede sent samt hele weekenden. Hun ringede heldigvis selv og sagde, at han var meget morsyg, og at det skyldtes, hun ikke havde været hjemme. Der gik da også 5 (!) dage inden han var “sig selv” igen. Så den uge var der ikke meget sjov i for nogen af os.
Nu er problemet så igen, at han er mere morsyg end han plejer. Han kan ud af ingenting pludselig begynde at græde og sige, at han savner sin mor. Hun arbejder ved siden af i et af vores indkøbssteder, og da vi tilfældigvis stødte på hende, blev det faktisk bare værre. Han blev mere pylder bagefter og ville hjem til mor – det var dog hurtigt glemt igen, men det påvirker os voksne meget med de udbrud.
Han har atter haft nogle her til aften, og jeg prøver at svare neutralt og så dreje samtalen over på noget andet – hvis han græder, trøstes han, og vi prøver at aflede med en ny samtale. Af og til svarer vi, at vi også savner ham – han har også brugt savner som elsker eller holder af om personer – i de tilfælde er han dog aldrig ked af det.
Hvordan kan vi tackle dem? Hvad er der af gode råd i situationer som vores?
Det skal tilføjes, at før de blev skilt, var han betydeligt mere knyttet til sin far, da det altid har været ham, der har været hans primære omsorgsperson. Hans mor har arbejdet meget – også på skæve tidspunkter, da hun har tilkaldevagt – og hun havde brug for meget alenetid, da hun havde svært ved at overskue det hele.
Hvor meget hun er væk, når hun har ham, kan vi kun gisne om, men da hun arbejder tæt på os, så har vi tilfældigt set hende på arbejde jævnligt i de weekender, hun har ham – om det er tilkaldevagter eller deciderede fulde arbejdsdage, ved vi dog ikke. Min kæreste og hams ekskone kommunikerer ikke så godt som man kunne håbe, og hun fortæller desværre ofte en mere rosenrød version af sønnens hverdag, end hvad der objektivt sker. Så jeg ved, at de ikke vil kunne sætte sig og finde en løsning sammen.
Håber du kan give nogle gode råd.