Kære Shulle
Det er ikke almindeligt, at et barn får så voldsomme raserianfald, der varer så længe og barnet er ked af det tre timer i træk.
Det er hårdt for barnet og for jer som forældre. Det er som udgangspunkt positivt, at børnehaven ikke oplever problemet.
Jeg vil foreslå, at I prøver at sætte jer i jeres barns sted. Forestil jer hvordan hun oplever hverdagen, hvad gør hende glad og hvad bryder hun sig ikke om?
Kan hun lide at tempoet er langsomt, hvor der er tid til hygge og fordybelse eller er hun en mere aktiv pige, hvor der skal ske noget hele tiden? Går hun op i hvordan hun præsterer og magter hverdagens gøremål?
Er hun en pige, der gør opmærksom på sig selv eller er hun en pige, man skal henvende sig til for at komme i kontakt med hende? Hvor meget fylder hun i familien, når I er sammen, når I har gæster osv.
Hvor meget opmærksomhed får hun og hvordan er hendes position i familien og ift. hendes lillebror?
Prøv at se hvordan I som forældre kan komme ned i ”børnehøjde” og forstå og imødekomme hendes behov. I skal selvfølgelig ikke give hende lov til at styre og bestemme alt, men være opmærksom på at hun bliver set, hørt og forstået.
Tal med hende og forklar hende når tingene ikke kan lade sig gøre på hendes præmisser. Når hun bliver ked af det, er det vigtigt, at I som voksne anerkender hendes reaktion. Men I skal også prøve at hjælpe hende med at komme videre, så hun ikke hænger for længe fast i sin tristhed/eller raserianfald.
Ofte kan mange ting lade sig gøre, med en velvilje fra forældrenes side og en overvejelse om ”hvad er det, der er vigtigt lige nu”.
Det være en god investering at lade det praktiske arbejde ligge og bruge sin opmærksomhed fuldt ud på barnet en stund.
Det kræver overskud fra jeres side og I skal være indstillet på at bruge tid på det. Når I opdager, hvad der virker og hjælper, skal I måske til at indarbejde nogle nye rutiner i familien.
vil anbefale jer at tale med børnehaven, om hvordan de ser og oplever jeres barn. De kender hende fra hverdagen og ser hende sammen med andre børn og voksne. Når de taler om, at jeres datter har temperement, hvordan tænker de så, at hun har brug for at blive mødt?
I skal selvfølgelig ikke være pædagoger eller professionelle overfor jeres barn, men børnehavens erfaringer kan I alligevel bruge i jeres overvejelser.
Måske vil jeres ihærdighed åbne jeres øjne for noget, I ikke har lagt mærke til tidligere. Måske opdager I, at hun på nogle punkter er mere sårbar end I ummiddelbart havde troet.
Jeg håber, at disse overvejelser kan være med til at hjælpe jer, således at jeres datter bliver gladere og mere tilfreds i hverdagen.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen
Psykolog og sundhedsplejerske.