Hejsa.
Vi har en søn på 22 mdr. Han er nr 5 i flokken. De andre er 7, 9, 11, 13 år. Vi flyttede til en lille by august 2012. Vores søn startede i en integreret vuggestue, hvor han har fået meget ros for at være en glad, livlig og skøn dreng. han er sød ved de små og han er meget kan selv, vil selv. Han snakker meget dog uden rigtig mange ord der kan forstås. Det er dog kommet mere og mere, han forsøger.
For 2 mdr siden fortalte vi institutionen om min kærestes udfordring. Han har borderline og kan ind i mellem være ked og stille. Han har haft perioder hvor han har kørt.
Institutionen har reageret med en underretning til kommunen, da de mener vi bør have nogle samtaler. De mener det er bekymrende, at han (min kæreste) køre ind i mellem. Jeg har dog forklaret at forældre jo tager til møder, oplæg, osv. og ikke er hjemme ind mellem. Men institutionen mener, det er vigtigt vi begge er der. Jeg har dog et arbejde med møder om aftenen ind i mellem. Så jeg undrer mig en smule over, at det kan skabe bekymring at en af os ikke er hjemme. Men vi har sagt det er ok med samtaler, men at vi i forvejen selv har taget kontakt blot for at sikre at alle børn trives trods en psykisk diagnose i familien.
MEN MEN, efter vi har fortalt institutionen om min kærestes udfordringer, er det som om de ser spøgelser. Vi fortalte det kun for at de kunne være obs på, at vore søn selvfølgelig fortsat trives.
I dag kom lederen så og udtrykte bekymring. Jeg gik i dialog med hende. Hun forklarede at han havde bidt det samme barn 4 gange på samme dag, og at han ind i mellem bider andre børn. Jeg svarede, om det ikke er normalt. Men hun er bekymret og siger nu er han altså begyndt at reagere. Jeg forklare hende at der ikke har været nogle svære situationer hjemme. Vi har ro og en hverdag der køre. Men hun mener, der bør ringes, og at vi skal til en samtale. Jeg sidder lige nu og er helt overrasket og egentlig rigtig ked af det. Fortryder helt jeg har sagt noget som helst for det ændrede alt.
Men hvad gør vi nu, for vi har jo ikke brug for at gå i usikkerhed og føle os overvåget. Har tænkt om en sundhedsplejerske kontakt var en mulighed for at vise, at vi selvfølgelig ikke lukker af. Men omvendt føles det uretfærdigt, at de pludselig er bekymret.
Vi vil bare gerne finde en løsning på dette, så vi ikke skal føle os overvåget. Det var ikke meningen. Vi oplever selv en dejlig dreng i fuld trivsel og udvikling. Hans søskende trives ligeså. De har haft samtaler om borderline og har været tjekket af psyk som siger, at de trives.
Men hvordan får vi lige snakket med institutionen om dette, uden at de tager “magten” og hvad kan vi som forældre gøre???
vh