Hej
Vi har et par spørgsmål angående vores dreng, Laurits på snart 7 måneder, som (ifølge forældrene) er verdens dejligste og gladeste dreng. Han begyndte på fast føde, da han var næsten 5 mdr. og han spiser rigtig godt. Vi serverer tre hovedmåltider for ham – morgen: grød med lidt frugtmos, frokost: grød eller grøntsagsmos og aften: grøntsagsmos med lidt kød (frikadeller, laks, kylling..)
Derudover får han bryst inden middagslur og 2 gange bryst om eftermiddagen + bryst aften/nat. Om natten er vi efterhånden sikre på, at han kun er rigtig sulten omkring midnat og tidlig morgen.
Laurits har efterhånden kun brug for 2 lure (formiddag og middag) men afhængig af stå-op-tidspunktet, kan han indimellem stadig have brug for en lille ekstra eftermiddagslur. Han er efterhånden rigtig god til at falde i søvn i barnevognen og sover mellem 3 og 4 timer i alt om dagen.
Han tager ikke sut. Han brugte den i barnevogn og om aftenen i sengen indtil han var 3 mdr., men derefter har han ikke villet tage den og det samme gælder flaske. Vi prøver stadig med begge dele og han virker en smule interesseret i begge ting, men tager dem ikke ”rigtigt i brug”. Vi giver ham f.eks. flasken i hånden ved aftenrutinen med stille sang, og han vil gerne sidde og holde, mens han ”gumler” lidt på den.
Vores spørgsmål drejer sig om søvn: putning og natamning. Derfor mente vi det var relevant at beskrive både spise- og soverytme om dagen.
Laurits bliver lagt i seng mellem 19.00 og 19.30 (vi vurderer hvornår han er træt), men han vil ikke sove, inden han får sin mors bryst, som han næsten falder i søvn ved, hvorefter vi lægger ham over i sin egen seng sammen med sutteklud, som han putter sig ind til (vi bruger også suttekluden mens han får bryst).
Sådan har vi gjort i ca. 3 mdr. nu med håb om, at han på et tidspunkt havde nok i suttekluden, men indtil nu har det ikke virket. Far har forsøgt at putte selv, mens mor var oppe hos naboerne for at undgå lugt eller fornemmelse af hende, men det endte med en meget ked Laurits.
Vi er klar over at vi endnu ikke har ”kørt den helt ud”, hvor far f.eks. er blevet ved med at forsøge at putte selv, men synes vi hører om så mange forskellige teorier: lad barnet ligge og græde, sid ved barnet mens det græder, tag barnet op og trøst og læg det ned igen…. Og har derfor ikke besluttet os for, hvad vi skal gøre… Vi vil gerne være helt enige om, hvornår og hvordan vi gør – så håber vi at Laurits kan mærke vores fælles beslutning om, at nu skal han lære at falde i søvn selv uden mors bryst.
Efter at han er faldet i søvn om aftenen, græder han ofte et par gange både aften og nat og indtil nu har vi kun fået ham beroliget ved at give ham bryst. Har igen ikke kørt linen helt ud med samme begrundelse som ovenfor.
For at samle op har vi tre spørgsmål:
1. Hvordan griber vi putningen an, sådan så far (og på længere sigt en anden) også kan putte? Dvs. så han lærer at falde i søvn selv uden bryst?
2. Hvordan får vi skabt en bedre natterutine uden amning midt på natten og opvågninger, som kun kan trøstes ved brystet?
3. Vil det ændre sig, hvis vi blot er tålmodige og venter til han ikke får bryst mere, og dermed ikke forbinder mors bryst med tryghed og ro eller…?
Vi tænker, at vi snart rykker ham ind på eget værelse og overvejer, om det skal ske samtidig med evt. nye rutiner, som involverer ovenstående emner.
Håber I kan hjælpe, da vi gerne vil, at Laurits skal lære at falde i søvn selv + få en bedre sammenhængende nattesøvn. Men som sagt tidligere har vi en meget frisk og utrolig glad dreng, som spiser og sover godt om dagen og i det hele taget vokser og udvikler sig, som han skal.
På forhånd mange tak for svar.
Venlig hilsen