Hej Else.
Nu er min dreng 15 måneder og kan nu godt sove det meste af natten i sin tremmeseng, der står klos op af min seng. Men han sover stadig kun (om natten), hvis jeg ligger lige ved siden af ham.
Om dagen sover han fint i vuggestue og på tur i barnevogn, så det kan han godt. Før vuggestuen sov vi også formiddagslur sammen. Det gør vi stadig i weekenden.
Men al den samsovning betyder, at jeg siden han blev født, er gået i seng på samme tid som ham nemlig kl. 19. Jeg har aldrig – jeg mener aldrig! – haft bare en time til mig selv om aftenen, hvor jeg kunne se TV Avisen eller noget andet udenfor soveværelset.
Han er nem at putte, får en flaske, sang og godnathistorie og sover på typisk 10-15 minutter.
Men skal jeg fx tisse eller er sulten og prøver at liste ud, vågner han straks af selv hvad jeg troede var den dybeste søvn og græder hjerteskærende. Altså høj hulken ikke bare klynk. OBS: nu græder han ikke længere når jeg går på toilet, brokker sig bare lidt, men vågner altså stadig.
Tit holder jeg mig, men så kan jeg ikke selv sove. Andre gange går jeg, men snakker til ham fra toilettet nonstop – men er ked af at jeg så vækker ham endnu mere, andre gange igen må jeg tage ham med derud.
Jeg synes, det er synd for ham at hans søvn så bliver afbrudt.
Han har altid vågnet ofte – det er først blevet lidt bedre indenfor de sidste par måneder. Han er vant til at der er meget ro omkring ham især ved sengetid, jeg er nemlig selv meget lydfølsom.
Om dagen danser vi og hører musik, men om aftenen er der ro.
Dog har han flere gange sovet igennem larm fra overbo og opgang og fest på gaden, (vi bor i lejlighed midt i københavn) men mine lyde vågner han af, er mit indtryk.
Min drøm er: At jeg kan putte ham og så gå ind i stuen og se TV, tage et hurtigt bad og måske endda ordne nogle af alle de praktiske ting, jeg ellers skal skynde mig at ordne, mens han er i vuggestue, eller før han skal i seng.
Måske kunne jeg en dag også få en veninde på besøg et par timer om aftenen, og vi kunne snakke i normalt stemmeleje. Noget der ellers er helt fuldstændig utænkeligt for mig.
Jeg ammer ikke mere, og det går fint. Men han vågner kort ca. 1-2 gange pr nat og får en slurk vand af sutteflaske. Jeg drømmer også om snart at kunne se en koncert, da jeg elsker musik. Men jeg har ikke meget mulighed for pasning, da mine forældre bor i Jylland og mine ellers pragtfulde venner er meget travle mennesker, og jeg kan ikke lide at få ham passet af nogen han ikke ser så ofte.
Kan jeg tillade mig det? Mange synes, jeg har sat mig for hårdt i det. At jeg beskytter ham for meget og lever kun på hans præmisser.
Hvad tænker du? Jeg synes jo som udgangspunkt, at alt for mange vil have, at det lille barn skal tilpasse sig forældrenes livsstil og ikke omvendt – men selvfølgelig skal der være en balance. Jeg kan ikke længere se min situation klart.
Fx styrter jeg rundt, så jeg nogle gange bliver helt svimmel, når han skal spise, så han ikke når at blive utilfreds med, at maden ikke står på bordet prompte. Det kan jeg mærke ikke er så godt for mig, da jeg tidligere har haft stress.
Om ham kan jeg ellers sige at han er en meget bevidst og intelligent dreng. Han kommunikerer tydeligt, og er en sjov og stærk lille fyr der er motorisk god, elsker at lege og fuld af personlighed. Men han vil have min opmærksomhed hele tiden (og får det).
Skal jeg være bekymret over det?
Jeg håber du kan finde hoved og hale i mit lange brev og kan hjælpe mig med at overskue hvor der måske skal justeres lidt i vores liv sammen.
Kh.