Hej
Jeg er mor til Emil, som er 3 måneder gammel. Vi skal bruge gode råd omkring søvnen i løbet af dagen.
Når han skal sove i løbet af dagen, er der altid skrig og skrål, inden han falder i søvn, nogle gange helt op til 30 min. Når han endelig er faldet i søvn, tager han typisk kun 30 min. Derefter er han lige så svær at få til at sove igen. Eller hvis man lader ham være vågen, går der kun kort tid, før han er tilbage hele træthedsseancen med gab og klynk osv.
Vores dag ser nogenlunde sådan her ud:
Han sover typisk rigtig godt om natten og er for det meste nem at lægge i seng om aftenen.
Han kommer i seng kl. ca. 20, sover til kl. 4-5, får mad og sover igen til kl. 7-8.
Når han har fået mad igen om morgenen, er han frisk og vil pludre og lege. Det holder ca. en time, før han igen bliver træt. Jeg har forsøgt at få ham til at falde i søvn på egen hånd, utallige gange, men det virker ikke.
Derfor forsøger vi os med at pakke ham ind i dynen og gå med ham på armen, men han skriger og vrider sig. Selvfølgelig i forskellig grad fra gang til gang, men det er altid med gråd før søvnen. Og i flere tilfælde helt op til 30 min. før han endelig overgiver sig.
Så vågner han igen efter 30 min. Vi har forsøgt at have ham på armen, men han vågner stadig efter 30 min. Selvom jeg lader ham ligge for sig selv, så begynder han typisk at pludre med sig selv og falder ikke i søvn igen. Så går der ikke lang tid, før han vil have mad igen (jeg ammer udelukkende).
Derefter fortsætter det samme mønster sig dog med kortere interval, til han er træt igen. Her pakker jeg ham typisk i barnevognen og ned i gården, hvis vi vel og mærke er kommet i tøjet og vejret er til det.
I sin barnevogn falder han typisk hurtigere i søvn og nogen gange på egen hånd. Men igen vågner han efter den magiske halve time. Nogle gange kan jeg få ham til at sove videre, men andre gange vil han bare ikke og jeg må tage ham op, give mad og starte forfra igen igen…
Det bliver til rigtig mange korte lure i løbet af dagen og nogle gange når han ikke at være rigtig tilfreds indimellem. Det er også virkelig hårdt, når vi er ude, fordi han skriger virkelig højt, og bruger bare ikke det der med at falde diskret i søvn, som for eksempel de andre børn i mødregruppen.
På det seneste er jeg begyndt at give mad oftere. Der går typisk ikke mere end to timer imellem hvert måltid. Kan det være fordi han ikke bliver mæt nok? Nogle gange spiser han ved begge bryster, men for det meste har han nok i det ene. Han spiser typisk i løbet af 10 min. Og er glad, når han har spist.
Jeg håber, vi kan få nogle gode råd til, hvordan vi kan håndtere hans søvn om dagen.
Med venlig hilsen