Kære Bente
Jeg skriver til dig, fordi vi ikke længere ved, hvordan vi skal tackle situationen herhjemme, og har brug for noget hjælp/vejledning vedr. vores dejlige søn, som lige er fyldt 2 år.
Han er en meget kærlig, nysgerrig og åben dreng, som trives rigtig godt sammen med andre børn og voksne. Vi har på en god måde følt os som ressourcestærke forældre og fået nogle gode sovevaner, masser af kærlighed osv. herhjemme.
Men i lang tid – dvs. snart et år – har vi store problemer mht. kosten. Som baby elskede vores søn alt mulig mad, og jeg gjorde meget ud af, at han smagte forskellige og sunde ting. Stille og roligt er det gået ned af bakke, og fra at spise alt, begynder han nu at skrige, når vi sætter os ved aftensmaden (til tider bare fordi han skal op til bordet og sidde). Først var der bestemte ting, han ikke ville have, hvilket jo er naturligt nok. Nu vil han slet ikke røre selv sine gamle livretter (lasagne osv.) På en god dag sidder han med ved bordet, smager på en knivspids og snakker med os. På en dårlig dag – som der er ved at være flest af, skriger han og forsøger at kaste tallerknen væk, uden at have smagt på det eller noget.
Jeg tror ikke på det handler om kræsenhed, men kan simpelthen ikke finde ud af hvad det er! Vi har prøvet at: have ham med til madlavningen, sørge for at han var tilstrækkeligt sulten inden vi spiser (og omvendt), generelt at have en hyggelig tid ved bordet som handler om alt mulig andet end maden. Han bliver ikke tilbudt et alternativ, så det er ikke fordi han ved, at der kommer noget bedre, hvis han er stædig, og får heller ikke en masse overflødlige og usunde mellemmåltider i løbet af dagen. Pust.
Han var en baby med hvalpefedt, så vi har ikke bekymret os om, hvorvidt han spiste aftensmad eller ej. Nu er han faktisk ved at være temmelig slank. Desuden er situationen også ved at rykke over på den kolde mad – som ellers har været en sikker vinder – og på andre tidspunkter af dagen.
Det er heller ikke kun herhjemme, han opfører sig sådan, men også hos bedsteforældre osv. Og nu er vi ved at være MEGET frustrerede, for hvad er det vi ikke forstår? Det har stået på så længe, at jeg er overbevist om, at det må være os der gør noget forkert. Men familie og venner siger, at de ikke ville takle det anderledes – vi prøver at være rolige og skabe en god atmosfære, og samtidig sætte grænser for, hvad vi vil finde os i – fx når han kaster med tingene.
Han kaster med sit legetøj når han bliver det mindste utålmodig på det, slår ud efter os når han er frustreret, banker hovedet ned i gulvet med vilje, når han ikke får sin vilje osv. Vi kan slet ikke kende ham. Vi har et roligt og stabilt familieliv, han er ikke særlig længe i institution, er ikke særlig tit syg. Han er ørebarn, men det er det eneste
Jeg aner bare ikke hvad det er! Ville bare ønske man kunne lave et måltid og nyde det sammen. Synes ikke jeg kender nogen, der har oplevet noget tilsvarende, hvad sker der lige med vores barn? Håber sådan du har et svar til, hvad vi kan gøre.
Kærlig hilsen