Kære Else,
Du får et langt brev her.
Jeg er mor til tvillinger på 8 år, datter til en 14 måneder datter og er gravid igen, det var ikke planlagt graviditet, så det kom rimelig bag på mig.
Mine hormoner kører mine tanker op og ned, og jeg lider lige pt af graviditetsdepression og tvangstanker.
Jeg går rundt og overanalyserer alt hvad min datter gør. Hun er en glad, utrolig livlig og aktiv pige. Hun er ikke typen der kan lide at sidde stille, der skal ske noget hele tiden. Hun er utrolig nysgerrig og modig, og tør at udforske. Motorisk har hun altid været fremme. Jeg går rundt og får mig selv til at tro på, at hun enten har ADHD eller at hun er autist. Jeg har været inde og Google og se en masse YouTube videoer, og det skulle jeg aldrig have gjort.
Min sundhedsplejerske har altid rost min datter, men alligevel går jeg rundt og finder bekymringer til mig selv og overanalyserer alt hvad hun gør eller ikke gør og sammenligner hende med andre.
Hun kan rigtig meget bl.a: Hente hendes sko, hjælpe med at tømme opvaskemaskine, kravler op og ned af vores møbler, leger med det legetøj som hun skal kunne i denne måned, hun deler sin mad med mig el sine brødre eller bamser, hvis jeg viser hende det. Hun finder ting vi gemmer, leger titte-bøh, klapper, vinker, taler i telefon og reagerer altid på navn og har god øjenkontakt med mig. Hun kan både sparke til bold og holde den. Hun er begyndt at pege, synes hun peger meget på de samme ting, fx lampen i køkkenet elller magneterne på køleskabet. Men hun peger eller rækker ud efter fx vand eller hvad hun vil have.
Hun har ikke rigtig et sprog endnu, kan sige baba, mama, nej nej. Hun er også tosproget. Hun har det med at lukke dørene, hvis de er åbne. Når hun ikke får sin vilje, lægger hun sig på gulvet og græder men bliver hurtig afledt.
Jeg undrer mig bare over, at hun ikke rigtig reagerer, når hun ser hendes brødre el far. Hun kan godt lege med brødrene, hvis de sætter en leg i gang fx fangeleg osv., men hun er ikke typen man får kram el kys af. Hun smiler da også, når hun ser faren og kan gå hen til ham, hvis han sidder i stuen. Men hun er ikke en puttegøj. Hun vil heller lege og rode rundt i køkkenskabene. Hun vil helst ikke holdes af nogle, hun vil ned og lege. Hun vrider sig ud.
Det skal så siges, at faren ikke er meget tilstedeværende. Han arbejder meget, og ser hende faktisk ikke så meget.
Hun er startet i vuggestue, med rigtig dejligt personale. På tredjedagen gik jeg en time, og hun vinkede pænt farvel og tumlede videre. Fjerdagen sov hun til middag der, og det gik også fint. Da jeg kom for at hente hende, blev hun rigtig glad og hendes reaktion var et kæmpe smil, og så begyndte hun at løbe rundt.
Hun kom ikke imod mig, men pædagogen sagde, at det var en helt naturlig reaktion, og man kunne se hun blev glad for at se mig. Jeg ville nu gerne have haft et kram, eller man hører altid om babyer græder efter mor.
Herhjemme følger hun os allesammen, følger efter mig hvor jeg går hen. Når jeg er i køkkenet, vil hun som helst gerne op til mig og græder. Hun observerer os meget. Men når jeg kigger på andre babyer, synes jeg, de er meget bevidste om deres søskende og forældre, det føler jeg ikke min datter er. Det bekymrer mig lidt. Hun er så interesseret i omgivelserne, hvilket alle siger er positivt.
Hilsen