Kære fageksperter.
Jeg skriver, da jeg pt befinder mig i en ikke så rar situation, som jeg selvfølgelig selv har rodet mig ud i.
Jeg har en kæreste som jeg har været kæreste med i mange år, og som jeg er rigtig glad for. I maj smed jeg derfor p-pillerne, da vi gerne vil være forældre. Siden da har jeg dog ikke rigtig haft regelmæssige menstruationer, og har faktisk kun haft en “rigtig” menstruation varende fra omkring d 9 – 16 sep. De andre har kun været småblødninger hist og her, da min cyklus har skulle finde sig til rette igen.
Jeg har så som sagt min sidste og første rigtige menstruation der slutter den 16 sep. Den 26 sep er jeg så min kæreste utro. Jeg har ikke et rigtig samleje med den anden mand – han er kun oppe i mig meget kort med 2-3 stød, hvorefter han trækker sig ud igen, og det er det. Han er altså ikke kommet oppe i mig, og var der kun meget kort, men jeg er klar over, at der stadig er en lille chance. Jeg har ikke været sammen med ham siden.
Jeg tager så en graviditetstest ca en uge efter for at være sikker, og den viser negativ.
Torsdag d 6/11 tager jeg så en test, som er positiv. Jeg er jo så nervøs for, at det er den anden mand end min kæreste, som er faren. Det skal siges, at min kæreste og jeg også har dyrket ubeskyttet sex i samme periode, som jeg var sammen med den anden mand, så der er også stor sandsynlighed for at det er min kæreste.
Jeg har haft kvalme en lille uge, og fordi mine menstruationer er så uregelmæssige, henviser min læge mig til en gynækolog som skal scanne for at kunne fastsætte hvor langt jeg er henne, da det ikke kan læses ud fra mine uregelmæssige menstruationer.
Var deroppe idag d 10/11. Hun vurderer, at jeg er ca 7 uger + 3 dage henne. Hvis jeg tæller tilbage på en kalender, så får jeg det dermed til, at jeg skulle være blevet gravid omkring d 19/9, og altså med min kæreste.
Er det korrekt forstået, eller er der fortsat chance for, at det kan være ham den anden mand, som jeg var kort sammen med d 26/9, som er faderen? I så fald, hvor stor er sandsynligheden.
Jeg er i syv sind disse dage og går med tankerne om at få en abort blot for at få denne episode ud af mit liv. Jeg håber derfor, at I vil tage stilling til mit spørgsmål, så jeg kan få lidt klarhed ift hvilken beslutning, jeg skal tage.
Kh