Kære Fagpanel
Jeg skriver til dig med et problem der omhandler, det at være mormor og de forskellige syn på opdragelse generationer imellem. Jeg håber mit brev ikke er for indviklet.
Jeg er en kvinde på 62 med 4 børn og 6 børnebørn.
Min datter og hendes mand, har et meget andet syn på opdragelse end min mand og jeg – fred være med det, det blander vi os ikke i. Dog er jeg af den mening, at når børnene er hos os, gælder vores regler og vores måde at opdrage på!
Vores familie er i den situation, hvor min datters to af børn er nødt til, at bo hos os en uges tid ca. 1 gang om måneden. – dette vil være fremtiden de næste 1-2 år.
Når børnene er hos os, er de søde og velopdragne og gør hvad der bliver sagt og spiser hvad der bliver serveret. De elsker at være her!
Problemet er, at når min datter og hendes mand træder ind af døren, ændrer børnene fuldstændig personlighed. Måltiderne (når deres forældre er til stede) er et mareridt. Jeg får ondt i maven bare ved tanken om de skal spise.
De vil kun vil spise pålægget og ikke brødet, og det er hel skrigekoncert under måltidet. Det sker aldrig når vi er alene med dem.
Den store på 5 år er så en sød pige når vi er alene, men når hendes forældre kommer føler jeg, at hun gør alle de ting vi ikke vil have – og hun ser triumferende på mig som om hun tænker: “Ha, ha mormor du tør ikke gøre noget når mor og far er her.”
Fx hun løber rundt, kun iført i underbukser om dagen og vil ikke have tøj på, hun plager konstant om mellemmåltider, som boller, is, vingummi og andet.
Her har vi faste spisetider, og de skal ikke konstant fyldes med andet mad, så der ingen appetit er til de rigtige måltider.
Vi har landbrug og der er mange ting der kan være farlige for små børn, hun lystrer ikke, når jeg siger hun ikke må cykle fra mig, hun spurter af sted eller går ud og leger i halmen, uden jeg er med. Jeg bliver bange, da det er farligt med alle de redskaber der på landet og siger til hende, at hun skal høre efter, hvad jeg siger.
Hun bliver sur og hysterisk, løber ind og låser sig inde på værelset. Moren syntes det er synd og kører over og køber et blad eller slik til henne. Så føler jeg stor afmagt.
Min datter vil gerne give efter og trøster, selv om det er hendes datter, der har gjort noget forkert eller ikke overholdt en aftale.
Hun siger at et barn på 5 ikke forstår det der med at holde aftaler. Hvad mener du?
Vi kan mærke, at de bliver sure og irriterede, når vi retter på børnene, fx når de hopper i sofaen, har fødderne på bordet, ikke vil smage på det der bliver serveret etc. (Jeg retter kun på dem når de er hjemme hos os). Jeg føler at de slet ikke værdsætter vores hjælp.
Hvordan vi skal gribe det an?
Mvh.