Kære Else.
Tak for dine tidligere svar, som vi har haft god gavn af. Jeg skriver denne gang om noget helt andet.
En bekymring jeg virkelig ikke ved, hvad vi skal stille op med.
Hurtig beskrivelse af familieforhold. Søn 7 år i næste måned. Datter 5 ½ år. Far og mor og en kat.
Det var juleaftensdag, klokken var to. Nedenunder sad vi tre voksne og snakkede, mens duften af julemad var begyndt at indfinde sig, og det hele var ren idyl. Ovenpå legede tre børn. Mine børn med deres fætter på 13. Og de hyggede sig, og hvor var det dejligt. Både for dem og os. Sidde der med kaffe i hånden, og måske kunne nå at drikke den, inden en af dem kaldte.
Lige som jeg alligevel ville rejse mig og kigge til dem, kom de ned af trappen. Mine to.
Og der midt i stuen ændrede min datters ord vores familie alt. ”Fætter har rørt ved min tissekone,” sagde hun midt i stuen. Bare sådan som min ligefremme datter kunne sige det. Der midt i stuen stod også min søn ”og Heldigvis ikke ved mig.”
Okay. Hvad var det lige de havde sagt? Og hvad gjorde vi nu?
Børnene gik op ad trappen, og der sagde min datter anklagende til sin fætter: ”Vi har sagt, hvad du har gjort.”
Var det et sundhedstegn? Jeg tog børnene med ovenpå, imens min mand og hans søster prøvede at finde ud af hvad fætteren havde gjort. Der stod jeg så og rystede? Skulle vi nu til at pakke vores ting og køre?
Vi valgte at blive og give børnene en almindelig juleaften, og nej vi kontaktede heller ikke politiet for hvad havde børnene ikke tænkt efter det? Der var ikke noget at se på hende. Senere den dag var vi ude og gå, og deres fætter spurgte, om han måtte tage vores søn med på legepladsen, og nej det måtte han ikke.
og resten af julen og nytåret foregik i en glasklokke. Vi har pt kun bestemt, at de ikke må være alene med deres fætter.
Det er nu meldt til kommunen, og der er kommet en underretning, hvor der er afholdt børnesamtaler med børnene, som viser sig at være glade og i trivsel. Børnehaven har for tre år siden observeret en samtale ved middagsbordet, hvor min datter siger: ”Min fætter kan godt lide, at min storebror rører ved hans tissemand.” ”Hvad siger du?” spøger pædagogen, min datter griner. Mere bliver der ikke gjort i den sag.
Deres farmor har observeret en episode for et par år siden, hvor hun har fundet min søn og fætteren uden tøj på nede ved dem, men om der er sket noget er usikkert.
Da vi som familie virkede berørte af hændelsen, tilbyder kommunen samtale for min mand og mig i familiecentret her i vores kommunen, men ikke noget til børnene.
Ved samtalerne siger de at vi bare skal holde øje med deres tegninger, og om mine børn begår overgreb. Er det det? Kan man virkelig vente med at tilbyde dem noget.
Børnehaven oplever en pige, der stadig indgår i leg, og er med til alt, men hun er måske en anelse mindre bestemt. Hun er bestemt dame, og det er gået lidt af hende. Jeg mangler hendes overbegejstring, når hun skal have en med hjem, eller når hun skal med andre hjem. Hun søger mere os. De siger også hun har nogle gange, hvor hun bliver lidt fraværende, og lidt ligesom tænker på noget. Til fastelavn i børnehaven, sad jeg med hende, for hun ville ikke ned til sine venner. Hun slog selv katten af tønden, men bollerne og saftevandet drak hun på skødet af mig, og det ligner hende heller ikke. Græder mere og vil gerne have os, og sidde ved os. Den sidste uges tid har hun tisset flere gange i bukserne, og det har hun ikke gjort sin hun blev renlig.
Min søn, som jo er en hel anden størrelse, er gået i stå faglig oppe i skolen, han er mere tavs og indadvendt og er begyndt at gemme sit skolearbejde, fordi han ikke tror på sig selv. Hans klasselærer har siddet med ham, og så går det fint med opgaverne. De andre gør et spring i deres faglige udvikling, og det gør han ikke. Han skulle dele invitationer ud, og blev lidt genert, og fjollet og vidste ikke helt hvorfor han skulle dele dem ud. Hjemme er han mere udfarende, efter en rolig periode. Han starter med at blive sur, og kaste med ting, tegne på bordet, smide med maden, vælte noget ned, eller slå sin lillesøster, for et par af gangene at trampe snøftende op ad trappen og gemme sig under puder, dyne eller andet, og ikke være til at nå det næste lange stykke tid.
Hvad foregår der i knolden på ham? Han har jo altid været en observant, indadvendt dreng, som skal være sikker på sig selv, før han viser at han kan det. Den anden dag ville han gerne skrive drengene navne fra klassen på indbydelserne, så vi startede med en med G, men det er et svært bogstav, og han opgav hele opgaven. Bagefter puttede han dem i konvolutter, og han spurgte, hvad hans fætter havde med skolen at gøre, og hvorfor han skulle til samtale med hende deroppe? Hvorfor kunne samtalerne ikke være hjemme?”
Det er ikke nemt at få ham til børnefødselsdag i weekenderne, og legeaftaler vil han slet ikke have i weekenderne, hvis det ikke er ved os. Han har været med nogle stykker hjemme, men det er dem han har gået i børnehave med. Et par uger efter jul, er han begyndt at have dem med hjemme som han ikke har gået i børnehave med. Der er kun 2 fra hans klasse fra børnehaven, resten går i parelleklassen.
De fleste fødselsdage bliver holdt i weekenderne i bowlingcenter, legelande osv. Det er en kamp at få ham ud ad døren til dem, for det vil han ikke, for så får han ikke en fridag, som han selv udtrykker det.
Så bløder ens hjerte altså over, for dem begge. Hvad er det kommunen mener er bedst, at de hjælper os med at hjælpe vores børn?
Og er det godt for dem at se deres fætter? Min den store nævner, at han har en fætter, der nu er 14 år. Han er stolt af ham, og de har noget sammen. Skal vi tage det fra dem?
De har set ham en gang i en dag siden, og vi skal faktisk til hans konfirmation om nogle uger.
Ingen af dem nævnte det den dag, og ellers ser de ikke hinanden ret meget.
Hvad gør vi?
Hilsen