En mødregruppe består typisk af seks til otte mødre med spædbørn, som mødes et par timer med jævne mellemrum. Måske snakker man bare om, hvordan det er at have børn, fx om børns udvikling, vågne nætter eller parforhold eller søskendejalousi. I nogle mødregrupper gør man gymnastik sammen eller går til svømning.
Mødregrupper organiseres oftest af sundhedsplejerskerne, som kender de nyblevne mødre i det enkelte lokalområde. Så mødregrupper er en rigtig god måde at lære børnefamilier at kende i det kvarter, man bor i. Nogle mødregrupper starter allerede hos jordemoderen, som måske tidligere i forløbet i samarbejde med sundhedsplejerskerne har sammensat grupper af gravide familier.
I en mødregruppe har man fornøjelsen af at snakke med andre kvinder, som har oplevelser, der ligner dem, man selv har. Man kan give hinanden gode råd, få nye venner og måske hjælpe hinanden med børnepasning eller andet. Der kommer stadig nye former for grupper til.
Fædre kan også være med
Det er rigtig godt, hvis fædrene også kan deltage. Og i mange tilfælde udvides mødregrupper til at bliver grupper for par med børn, hvor man måske tager på udflugt sammen eller spiser sammen fx en gang om måneden. Det er måske også her børnene efterfølgende bliver kammerater, går i samme dagtilbud. Det er muligvis også i sådan en gruppe, man møder par, som man bliver nære venner med.
Fædre kan på samme måde som mødre have fordel af at mødes med hinanden. I fædregrupper er man ofte aktive sammen og gør noget i fællesskab med børnene.
Der kan være tilknyttet en fagperson til grupperne fx en sundhedsplejerske.
Grupper som skal inkludere og acceptere
Det er vigtigt at grupper for forældre er rummelige, fordi der er mange måder at være familie på – og også mange forskellige børn med lige præcis deres behov. Forældre er forskellige og man kan være en dejlig forælder på ufattelig mange måder.