Hej Inge
Jeg er gravid med mit første barn, og min kæreste og jeg er begge studerende. Vi har derfor begrænsede midler til de mange indkøb til baby. Jeg har så købt bl.a. en brugt barnevogn og en brugt tyk skumgummi-sengerand.
Barnevognen er af mærket Odder, 7 år gammel og har været brugt til 2 børn. Den har igennem længere tid stået i et skur, og har den der “kælderagtige” lugt.
Der er lidt synligt jordslåethed på det aftagelige inderfor. Kaleche og overlæder er noget falmet i farven, men det er selvfølgelig rent kosmetisk. Vi har dog overvejet om, det er muligt at farve det?
Værre er det med lugten, for jeg er bekymret for skimmel o. lign. Hvad foreslår du, at vi gør ved den, før vi trygt kan bruge den til vores lille baby?
Jeg forestiller mig, at en ordentlig omgang Rodalon kan være løsningen. Men hvordan gør jeg det uden at ødelægge vognen? Og det hele skal vel skylles grundigt efterfølgende?
Min kæreste har foreslået også at imprægnere hele barnevognskassen, kaleche og overlæder for bedre at modstå vejr og vind – men er det ikke noget giftigt stads?
Endelig er der sengeranden. Hvad kan man gøre med skumgummiet? Betrækket kan jo vaskes, men jeg er kommet til at tænke på, om der i skumgummiet er samme anbefalinger som med madrasser – altså, at de ikke bør bruges til mere end et barn pga. allergener, bakterier og skimmel?
Ja, en masse spørgsmål fra en bekymret vordende mor.
Håber du kan hjælpe, og at vi ikke har dummet os ved at købe disse brugte ting.
På forhånd tak