Man kan føle sig fortvivlet og magtesløs efter mange timer med et grædende spædbarn. Alt er prøvet, synes man. Ble, mad, vugge, sang, temperatur, underholdning, ro, sukkervand, svøb, barnevogn, biltur, emhætte – og lige meget hjælper det. Spædbarnet skriger stadig.
At barnet giver udtryk for sin utilfredshed ved at blive ved med at skrige, kan meget nemt tolkes som om, at man som forælder ikke magter situationen. Barnet kasserer alt det, man forsøger at gøre for at hjælpe det. Men barnet udtrykker jo med sit skrigereri, at der stadig er noget galt, og at det ikke har det godt. Dets skrig og gråd er IKKE en afvisning af forældrene eller et angreb på dem, eller fordi barnet er vred på forældrene eller vil genere dem. Men det kan føles sådan, især når man har prøvet alt for at trøste og gøre barnet tilpas.
Mange kan opleve at blive så desperate, at man kommer til at gøre noget, man aldrig havde forestillet sig man kunne komme til at gøre. For nogle forældre kan det være forholdsvis uskyldige ting, som at skælde barnet ud selvom man godt ved, at barnet jo ikke græder med vilje eller for at genere. For yderst få forældre sker det, at de kommer til at ruske barnet i vrede. Og det kan skade barnet alvorligt og uopretteligt. Her skal man i stedet lægge barnet fra sig, og få styr på sit nervesystem og bede om hjælp.
Det kan være din partner, naboen, jeres bedste venner, bedsteforældrene, sundhedsplejersken eller andre, I føler jer trygge ved.
Det kan være, at du på forhånd kan overveje, hvem du vil være tryg ved at få hjælp af, hvis det sker for jer, at jeres barn græder meget. Hvis I er to om forældreskabet kan det være nyttigt for jer at tale sammen om, hvem I hver især har i tankerne. Måske kan I tale med ‘de udvalgte’, så de også er forberedte på at stå jer bi, hvis I får behov for det.
Måske kan overblik hjælpe?
I kan føre dagbog i et par dage over, hvor meget jeres barn græder, hvad I gør, og hvordan det ser ud til at virke. Når ens spædbarn græder fylder det ALT. Overblik over hvad der sker kan måske være en hjælp til at analysere situationen nærmere. I kan se i Sunde børn, side 73-76 der er blandt andet et skema, I kan bruge til at få et overblik over gråden. Hvis barnet græder utrøsteligt i mange timer hver dag, kan der være tale om noget, der skal undersøges af den praktiserende læge eller eventuelt en børnelæge (det er den praktiserende læge, der henviser til børnelægen). Her er det godt at have overblik over, hvor meget barnet reelt græder, da timerne med et grædende spædbarn nemt flyder sammen.
Få afløb for vreden
Det er følelsesmæssigt hårdt, når spædbarnet græder så utrøsteligt. Og som forældre vil man rigtig gerne hjælpe sit barn og har stor medfølelse. Samtidig bliver alt man gør kasseret. For barnet bliver jo ved med at græde. Selvom det virker malplaceret, at en voksen mand eller kvinde kan blive rasende på et lille spædbarn i den situation, så kan det ske. Følelser er man ikke altid herre over, især ikke de dybere følelser som vrede, sorg, hidsighed, fortvivlelse, had, magtesløshed og desperation. Og det er jo netop de følelser, der aktiveres.
Det kan midt i al fortvivlelsen hjælpe at få afløb for de mange følelser. Man kan gå ind i et andet rum og råbe, skælde ud, græde, slå i puderne i sengen, ødelægge noget (fx rive en ble i stykker) eller bide i barnets sut. Det giver udladning for følelserne og kan betyde, det bliver muligt at slappe af og blive klar til en ny runde med barnegråd.
- Ruske barnet.Barnets hoved er stort i forhold til resten af kroppen, og musklerne i barnets nakke og ryg er ikke stærke nok til at holde imod - derfor bliver hjernen rystet, hvis barnet ruskes. Det kan give hjerneblødninger og hjerneskader.
- Lægge barnet fra dig på gulvet (så kan det ikke falde ned fra noget)
- Gå ud af rummet selvom barnet græder, og først gå tilbage når du har nerverne i ro
- Bede om hjælp (naboen, din bedste ven, sundhedsplejersken), og få andre til at passe barnet indtil du magter det igen.
Kilde:
Sunde børn – til forældre med børn i alderen 0-2-år. Sundhedsstyrelsen 2021.