Hej Else.
Jeg skriver til dig, fordi jeg er i vildrede. Jeg har en dejlig dreng på snart otte uger, som tager på, som han skal og generelt er glad. Dog har han siden fødslen døjet meget med reflux – han gylper store mængder mad op før, under og efter hvert måltid. Han har fået behandling med Nexium uden nogen synderlig effekt.
Han er tydeligvis generet af sin reflux – det gør ondt på ham, når maden kører op og ned i spiserøret, og derfor har får han nogle kolik-agtige anfald med voldsomme skrigture. Refluxen har også den konsekvens, at jeg ikke kan lægge ham ned. Selvom jeg holder ham oprejst i mindst en halv time efter måltidet, skyller maden ud af ham, så snart jeg lægger ham fra mig. Jeg har prøvet at hæve hovedgærdet uden effekt. Det betyder, at han får ødelagt sin (og vores) søvn, hvilket naturligvis går ud over hans (og vores) almene velbefindende. Jeg frygter også, at den ødelagte søvn kan gå ud over hans udvikling.
Jeg er rigtig glad for at amme – jeg elsker den nærhed, vi har, og bare tanken om at skulle give op, får min mave til at gøre knuder. Alligevel overvejer jeg at gå over til modermælkserstatningen Enfamil AR. Min mand prøvede forleden at give ham en flaske, og for første gang siden fødslen holdt han måltidet i sig – hver en dråbe. Vi kunne tilmed lægge ham fra os uden problemer. Det virker ind i mellem som et tillokkende alternativ, når man sidder indsmurt i gylp med et ulykkeligt barn.
Jeg vil så gerne fortsætte med at amme, men jeg overvejer om omkostningerne er for store. Som det er nu, har jeg ikke overskud til at komme ud af huset. Hvis vi kunne tage hans reflux ud af ligningen, ville jeg pludselig få mulighed for at tage ham med til babysvømning, musik og rytmik m.v. – og gå en tur med barnevognen! Jeg vil jo gerne have mulighed for at gøre alle de ting, jeg drømte om, da jeg var gravid.
Hvornår plejer mavemunden at modne så meget, at maden bliver i maven? Jeg ville have det så skidt med at opgive amningen, hvis jeg fx bare skal “holde ud” en måned mere, før han kan holde mælken i sig. Findes der nogen måde at hjælpe modningen på vej?
Min svigermor mener, at refluxen skyldes, der er noget galt med min mælk – det er lidt hårdt at høre, når man står begravet i problemer og bare gerne vil gøre det bedste for sin søn. Men kan der være noget om snakken? Kan der være noget i min mælk, som udløser problemet?
Jeg ved godt, at der kun er mig til at træffe beslutningen – men jeg kunne virkelig godt bruge et par råd.
Mvh