Besøg våres webshop
Tema om Børn
Tema om Børn
Kategori  
Print denne sideSend denne side til en ven Bookmark and Share

Sov mit barn...

Her får du IKKE en færdig opskrift, som hedder "5 gode råd - og dit barn sover". Hvert barn har sin sovestil, og som forældre, gør I helt sikkert jeres bedste for at understøtte og hjælpe jeres barn til at få en god søvnrytme. Artiklen her præsenterer væsentlige hovedpointer om børn og søvn.

Søvn er livsvigtig

Søvn giver energi, og når børn sover, producerer hjernen mere væksthormon, immunapparatet stimuleres, "hjernen rydder op" og har andre signalsubstanser end om dagen. Når vi sover, hæmmes mange af kroppens impulser, og det har stor betydning for, at vi er godt tilpas, når vi er vågne. Og det gælder både voksne og børn.

 

Barnet sover

Så kom han til drømmeland.....

Cirkulære rytmer i kroppen

Kroppen stimuleres forskelligt af lys og af mørke. Er der meget lys bliver man vågen. Når øjets nethinde ikke stimuleres så meget af lyset, fordi det bliver mørkt, så forøges produktionen af stoffet melatonin i kroppen. Man bliver døsig. Og for hver time, man er vågen, vokser i øvrigt behovet for søvn. For kroppen behøver søvn og hvile.

Lyset hjælper med at regulere

Det er en god ide, at der er helt mørkt i værelset, når dit barn sover sin nattesøvn. Derimod er det fint, hvis der er lys under middagssøvnen, uanset om den sker i barnevognen eller i sengen. Lys og mørke hjælper automatisk kroppen med at regulere søvnrytmerne. Der er en rytme på 24 timer, hvor temperatur, lys, mørke og måltider spiller en stor rolle for at regulere søvnen. Og kroppen er indstillet til regelmæssighed.

 

Søvn har et cyklisk forløb, hvor forskellige søvnfaser afløser hinanden. Børns søvncyklus er kortere end voksnes og de mindste børn har langt mere af søvnfasen REM-søvn (hvor man drømmer), end ældre børn og voksne har. Vi vågner alle sammen op mange gange i løbet af natten, og vi falder i søvn igen efter nogle sekunder, så vi husker derfor ikke, at vi vågnede op. Det gælder også dit barn.

 

Børns behov for søvn:

Alder Timer (ca. !!) Søvn om natten ca.!!!
1-4 uger 15-18 timer Små vågne perioder. Får mad hver 1 - 3 timer døgnet igennem

1-6 

mdr.

14-15 timer Længste søvnperiode 3 - 4 timer (få børn sover mindst 5 timer i træk* om natten)

7-12 

mdr.

14-15 timer

70 - 80 % sover igennem om natten. 2 søvnperioder om dagen.

Søvncyklus varer ca. 50 minutter (voksns ca. 90 min.)

1-3 år 12-14 timer Middagssøvn 1 1/2 - 3 timer

* Sover barnet 5 timer i træk om natten, så siger man at barnet sover igennem

 

4-6 år sover barnet 10 - 12 timer om natten, 7-12 årige 9-10 timer og 13-18 årige 8-10 timer.

 

Middagssøvnen holder op, når barnet er cirka 4 - 5 år. Og omkring barnets 6 års alder ligner barnets søvncyklus voksnes, og dets søvnbehov er stadig større (på ca. 10 - 11 timer) end voksnes.

Hvis dit barn ikke får søvn nok.

Alt efter dit barns alder kan for lidt søvn resultere i irritabilitet (dit lille barn bliver "pjevset"), større børn kan få koncentrationsbesvær, dårligt humør og nedsat indlæring.

Generelt om søvn

Forældrenes behov for, at børnene skal sove, er ofte større end barnets reelle søvnbehov. Samtidig er der mange myter om børn og søvn - hvad I forældre skal gøre, og hvad I absolut ikke skal gøre for at få børnene til at sove. Og desværre er der endnu ikke forskning eller eksperimenter, der kan hjælpe os til, hvordan I lige får jeres barn til at sove med et snuptag. Det er væsentligt med regelmæssighed og genkendelige signaler for barnet  - uanset barnets alder - på, at "nu er det sovetid".

Respekt for barnets behov - beskyttelse og tryghed 

Der findes desuden forskellige "skoler", som hver især mener at have de råd, der vil gøre, at barnet kommer til at sove om natten. Også metoder som indebærer, at barnet skal græde så og så mange minutter, før man skal gå ind til det. 

De vågne nætter og hvordan I lever med dem

  • Hvis I indstiller jer på, at jeres spædbarn i de første måneder vækker jer flere gange hver nat, så kan I kun blive glædeligt overraskede
  • Det betyder middagssøvn til de voksne - sov om dagen, hvis du kan, når dit barn sover
  • En døgnrytme, som gentager sig døgn efter døgn fra jeres barn er nogle måneder gammelt, vil måske hjælpe til med en bedre nattesøvn
  • I kan med fordel geare ned om aftenen - lade mørket og roen falde på jer selv og jeres barn. Og lægge jeres barn i seng, når det viser tegn på, at nu er det søvnigt 
  • Har I store problemer med søvn og gråd, så få hjælp både fra familie og venner ,og få fagfolk til at se på, om alt er OK med jeres barn
  • I kan lade være med at have bleer, tæpper mm. for barnevognen, lys og mørke hjælper nemlig med at regulere søvnrytmen både nat og dag
  • I kan overveje om én af jer (eller begge) har psykiske eftervirkninger fx fødselsdepression. Søvnproblemer hos jeres barn og psykiske reaktioner hos jer kan hænge sammen.

Tilmeld dig gratis sundhedsplejersken.dk, så får du også vores nyhedsbrev.

 

I sundhedsplejersken.dk vil du ikke finde fagpersoner, som støtter metoder, hvor børn bevidst overhøres, hvis de græder. Gråd er et tegn fra barnet om: "Jeg har det ikke godt - Der er noget galt - Hjælp mig nu"... og ingen udvikling fremmes af, at barnet græder. Tvært imod kan lang tids gråd og tilbagvendende gråd i særlige situationer - fx når barnet skal sove - betyde, at barnets basale tillid til forældrene og følelse af basal tryghed lider skade.

 

Jeres tilknytning til- og kontakt med til jeres barn og samværet i jeres familie er uden tvivl af betydning også for jeres barns søvn. Hvordan I får dagligdagen til at glide, og om I kan få en rolig rytme om aftenen og fx dæmme op for stress og jag omkring sovetid, vil uden tvivl fremme søvnen hos de mindste familiemedlemmer. Lang tids regelmæssighed (der kan være tale om måneder) vil næsten altid føre med sig, at barnet kommer til at sove trygt og stabilt.

 

Det betyder ikke, at I skal være klinet til hjemmet, fordi rytmen for jeres barn ALTID skal være den samme.  Børn skal også udfordres - og I forældre bliver det - når I skal i byen. Og jeres barn skal erfare, at det også kan sove andre steder. Her er det igen jeres sunde fornuft, og hvordan I vil tilpasse jeres daglige rytme til et andet sted, der bestemmer farten. Men prøv det...

Hvor meget gråd er OK

Et lille barn, som er ved at falde i søvn, kan godt "brokke sig" og græde lidt. Måske er det bare en lille overgang, og barnet kan berolige sig selv og falder til ro. Måske falder det i søvn... Det er bare helt fint.

 

Tager gråden til, og barnet bliver mere ked af det, så må en voksen tage affære.  Det betyder nødvendigvis ikke, at barnet skal op. Du kan begynde med at holde barnet på hovedet, gnide det over panden eller ned over næseryggen. Det kan være, at en lille sang hjælper - eller måske er det en ren ble eller lidt mere mad, der skal til.... En bæresele eller slynge og at blive båret helt tæt på den voksnes krop er også en mulighed, der måske beroliger. Ideer til, hvad I kan gøre er mange, og jeres fornemmelse for jeres barn og jeres fantasi kan forhåbentlig gå hånd i hånd.

Børn som græder meget

I gennemsnit græder spædbørn et par timer hver dag. Da der er nogle børn, som ikke græder så meget, er der andre børn, som græder mere end 3 timer i løbet af et døgn. Gråden går ofte også ud over barnets og forældrenes nattesøvn.

 

Er I meget i tvivl om, hvad den megen gråd og de vågne nætter er tegn på, så kan I tale med de fagpersoner, der er omkring jer, fx sundhedsplejersken og den praktiserende læge. Mange problemer med søvnrytmen og megen gråd i dagligdagen hos et spædbarn kan også være tegn på, at der er noget andet galt. Alt fra at barnet ikke får nok at spise til at det måske kan være tegn på sygdom, som kræver behandling.

Gode vaner

Det er vigtigt for nattesøvnen, at I forsøger at følge et fast mønster, som barnet genkender aften/nat igen og igen. Jeres barn skal være omkring 3-4 måneder før I kan forvente, at det modenhedsmæssigt har nået et udviklingsstadie, hvor det er parat til, at der kommer en mere fast rytme aften/nat. I kan lægge mærke til om perioderne med søvn om natten bliver længere og kortere end dagsøvnen.

 

I kan begynde at gøre de samme ting om aftenen (bad, natflaske/amning, værelset hvor barnet sover gøres mørkt (evt. med et rullegardin), en lille sovesang i sengen, kys på kinden, dit barn får nusseklud, bamse eller sut og så godnat min skat) - og du forlader værelset, som nu er helt mørkt. Du kan evt lade døren være på klem, så det er let at høre, om der bliver ro i dit barns seng. I bedste fald falder dit barn i søvn og sover nogle timer.

 

Det er godt at gøre de samme ting i en periode på nogle uger, så du giver de gode vaner tid til at bundfælde sig. Din egen overbevisning betyder også noget for, om det lykkes for dit barn at falde i søvn selv. At du eller din kæreste med overbevisning og tryghed forlader dit barn, der skal sove, så det selv kan falde i søvn. Det er også godt, hvis både far og mor kan få barnet til at sove.

Dårlige vaner

Du kan være med til at give dit barn gode som dårlige sovevaner. Hvis du fx vænner dit barn til, at det bliver holdt i hånden eller at det skal ammes, når det falder i søvn, så bliver dit barn meget afhængigt af dig, og du bliver meget bundet op på dit barns søvn. Derfor er det vigtigt  for hele familien, om I kan vælge nogle vaner, hvor barnet selv kan falde i søvn.

Vågne op om natten

De allerfleste børn er omkring 6 - 8 måneder, før de begynder at have nætter, hvor de sover igennem (dvs. mere end 5 timer i et stræk). Og det er omkring i den alder, at de fleste børn kan undvære at få mad i løbet af natten. Det er vigtigt at have realistiske forventninger til nattesøvnen. Og hvis du har et barn, der vågner om natten, så kan det ikke understreges nok, at du må sørge for at få en middagssøvn, så det ikke tærer for meget på dig. Få hjælp fra familie og venner, hvis I er meget belastede af manglende nattesøvn

Kilder:

"Sunde børn." Sundhedsstyrelsen.

”År 1 – når I har fået barn.” Else Guldager.
”Tjek bleen – den viser, hvordan jeres barn har det.” Sundhedsstyrelsen.

”Sov igennem uden gråd.” Elizabeth Pantley.
Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge. Sundhedsstyrelsen 2011.

Rayce SB, Ellegaard Jørgensen S, Holstein BE. Søvnproblemer blandt børn rapporteret af sundhedsplejersker. København: Styregruppen for databasen Børns Sundhed og Statens Institut for Folkesundhed, 2013.

Materialet på sundhedsplejersken.dk er udelukkende tænkt til inspiration og information. Sundhedsplejersken.dk ønsker at støtte kontakten mellem de offentlige tilbud for børn og deres forældre, men kan aldrig erstatte personlig kontakt, rådgivning eller medicinsk behandling. Sundhedsplejersken.dk kan ikke tage ansvar for skader som følge af brugen af de materialer, der står på denne side.

Copyright © sundhedsplejersken.dk ApS 2008 - 2016. Alle rettigheder forbeholdes.
info@sundhedsplejersken.dk