Hej Stumpiegirl
Din datter har nu en alder, hvor det er helt fint at stoppe med at amme - hvis du er klar til det.
Det kan være en kæmpe udfordring kun at stoppe med amning om natten, specielt da du er alene og ikke lige kan være adskilt fra din datter om natten.
Hvis du kan få hjælp fra din mor eller en veninde, der vil sove hos dig i nogle nætter, så er det nok den mest effektive måde, at få stoppet med natamning og måske amning i det hele taget.
Når jeg foreslår, at du får hjælp af en anden voksen, så handler det om, at man har brug for støtte, når ens barn græder og jo mere træt man selv bliver i løbet af natten, jo mere tvivler man selv på, om den idé man havde med at stoppe amning nu også var så god endda.
Når man som dig ikke har sovet sammenhængende gennem mere end et år, så bliver nogle ting let uoverskuelige. Det er helt normalt, at mangel på søvn dræner en for energi og overskud, og når du endelig engang igen får sovet i mange timer i træk, så vil du sikkert føle dig helt fortumlet.
Forvent at det tager tre nætter at ændre hendes vane med at spise i løbet af natten. Lige nu, så er hun i vane med at få stillet meget af hendes energibehov ved, at hun spiser godt i løbet af natten, så det er jo en vane der skal ændres og hun vil helt forståeligt brokke sig over ændringerne.
Din mor/veninde vil kunne hjælpe med at trøste hende og måske kan I aftale, at I tager hende ½ nat hver især. Så du fx tager hende frem til kl. 3 og din mor/veninde tager hende resten af natten, hvor du så til gengæld kan få sovet i et tilstødende værelse.
Og husk at tilbyde hende mere mad, mere at drikke i løbet af dagen, nu hvor du stopper med natmad. Hun kan jo fint dække sit mælkebehov ved at drikke letmælk, spise smør, ost og andre mælkeprodukter.
Men forvent nogle nætter med uro og nogle dage, hvor hun er mere træt end vanligt.
Der er intet udsædvanligt i, at din datter let puttes af dagplejeren. Det er jo dig, som hun er tættest knyttet til og du har jo brysterne, så hun vil selvfølgelig helst have bryst i munden, som hun plejer. Og hun ved, at det har dagplejeren ikke, så klart at hun der bare lægger sig til at sove.
For at mindske din mælkeproduktion kan du tage en stram Bh på og får du meget brystspænding, så malk lidt ud fx i brusebadet. Man kan få medicin til at stoppe mælkeproduktionen, men det har ofte bivirkninger i form af kvalme og svimmelhed.
Held og lykke med ammestoppet og vær stolt over, at du har ammet så længe!
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.