Hej Lykke.
Tak for mange fine spørgsmål. Jeg kan godt forestille mig, at din datter er ved at tage tilløb til at sove længere stræk om natten (måske ønsketænkning?). Men jeg kan se af din beskrivelse, at måltiderne om formiddagen ligger sådan, at hun virkelig er sulten der. Hun spiser bryst, grød og bryst igen. Og du kan roligt give hende alt det, som hun kan og vil spise, Du kan med sindsro rette dig efter, hvad hendes lyst til mad fortæller dig. Lad hende spise indtil du kan fornemme, at nu er hun mæt – helt mæt. Især fra første måltid om morgenen og til sidste måltid inden hun skal sove for natten. For i virkeligheden er hun på kanten af at sove sammenlagt 5 timer om natten uden afbrydelser. Og det kalder man, at hun sover igennem!
Det er hendes samlede indtag af mad og drikke på døgnbasis, der er med til at give hende mæthed nok, så hun sover længere stræk om natten. Og det kan jeg forestille mig, at I er glade for, at hun gør. Du kan muligvis påvirke udviklingen positivt ved at give hende masser af bryst omkring sovetid og måske en ekstra portion grød, inden hun bliver lagt der omkring klokken 19:00 – 20:00. Det kan være, at det mætter hende så meget, at hun har mindre tilbøjelighed til at vågne om natten. I kan også give hende vand af kop om natten, hvis det er nok. Det kan yderligere skubbe tingene i den rigtige retning – mad om dagen og søvn om natten!
Du kan også trappe hendes mængde af skemad op, i den takt som du fornemmer, at din datter har det godt med. Og I kan gradvist involvere hende i familiens måltider, så hun med tiden kan deltage under aftensmåltidet og i stor stil spise det samme, som I får. Blot med den forskel, at hun får mosede grønsager (hver grønsag for sig, så hun kan nyde forskellen), lidt fisk, kylling mv., som også må findeles, frem til hun har fået tænder, så hun selv kan tygge maden. Når I giver hende ske-mad af jeres egen mad skal I tilføre en teskefuld fedtstof (fx olie af forskellig slags eller smør). Det sikrer at maden er det man kalder ”energitæt”, så hun får kalorier nok.
Omkring 80 % af alle børn sover igennem, når de er omkring 8 måneder.
Forhåbentlig kan du bruge mine overvejelser med hensyn til mad og søvn i de nærmeste måneder, jeg ønsker jer god fornøjelse med det.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.