Hej Mia.
Det er altid hårdt med et spædbarn, der græder meget. Og den periode I har haft, mens han var spæd, kan jeg forestille mig har været mere end udfordrende at komme igennem. Jeg kan læse ud af dine spørgsmål om din søn, som nu er blevet 9.5 måned, at der er mange ændringer i gang for ham. Så jeg vil forsøge at dele mine tanker med jer med det håb, at der er noget som klinger for jer.
For det første tænker jeg, det væsentligt at udelukke, at han er blevet syg. Han kan fx have væske i mellemørerne. Det kommer i forbindelse med en forkølelse, og væsken giver netop smerte og gråd, når han er blevet lagt ned. Det er den praktiserende læge, der kan undersøge ham for det ved at kigge ind i ørerne med et særligt apparat (otoskop). Det gør ikke ondt.
For det andet kan jeg se af dine spørgsmål, at du tænker over om han kan huske de dårlige oplevelser, der har været med bøvser i klemme osv. Jeg tvivler stærkt på, at han på den måde kan huske de konkrete ting. Det vigtige I kan gøre er, at forsøge at hjælpe ham, når han græder. Om det er bøvser, sult eller træthed – det kan helt sikkert stadig kræve, at du og din kæreste bruger jeres fornemmelser for, hvad der lige nu og her, kunne være galt. Hvor længe siden det er, han har spist? Om han fik bøvset, som han plejer? Hvor meget han har spist – om han kan være sulten? Virker han træt? Hvor meget har han fx sovet i dag… osv. Tit skal I sikkert stadig forsøge jer frem, indtil den der lige nu og her tager sig af jeres søn rammer plet. Og nogle gange er det måske ikke muligt at finde ud af, hvad der vil hjælpe ham – og han er svær at trøste og få til ro. Du og din kæreste har uden tvivl gjort dit bedste. Det vigtige for jeres søn er, at der er far eller mor, ”som er klar til at være hos mig”. Og man vil ofte som forælder være usikker på, om det lige nu og her er det rigtigt man gør, for at trøste. Nogle børn græder – ja, de kan græde rigtig meget – selv om man forsøger sit bedste.
Der er endnu ikke nogen undersøgelser, som kan forklare hvorfor. Men hvis det kan være en trøst for jer, så viser en del undersøgelser af ”kolikbørn”, der har grædt rigtig meget, at de udvikler sig lige så godt som andre børn, når de er kommet over grædeperioden.
Du spørger også til hvor meget flaske, det vil være godt at give ham. Du kan stile efter, at han omkring sin et-års fødselsdag er færdig med sutteflasker med MME. Så hvis han lige nu får en flaske til formiddagsluren og en inden har sover sin nattesøvn, så tror jeg, at I er på helt rette spor. Det betyder at han får ca. 600 ml. MME. Og så spiser han måske surmælksprodukter, ost og andre mælkeholdige ting ved siden af. Og selvfølgelig også al mulig anden slags mad og drikke. Du skriver at han virker træt, og at du er i tvivl om, om han sover nok. Hvis han sover godt efter en flaske inden hans formiddags-/ middagslur, så er det måske en god idé at beholde den lidt endnu?
Du kan regne med at han sover 2-3 gange i løbet af dagtiden – og så en lang nattesøvn. Han skal sove så længe om morgenen, at han vågner glad og veludhvilet op. Og her på denne årstid er det godt, hvis der kan være helt mørkt i det værelse, hvor han sover om natten (dvs. heller ikke nogen vågelampe eller den slags). Det fremmer søvnen. Derimod er det en god idé, om han sover hvor der er lyst i dagtiden (men altså ikke i solen – men gerne ude i en barnevogn). Det hjælper kroppen med at kende forskel på nat og dag.
Ja, han kan sikkert mærke, når du er usikker på et eller andet. For små børn er meget sensitive overfor stemninger og den slags. Måske kan du sige til dig selv, at du er en rigtig god mor, og din kæreste er en rigtig god far. Og I er dem, der kender ham allebedst, og derfor er I også dem, der er gode til at gætte, hvad han har behov for. Så hvis du kan - så er det godt at sige til dig selv, at det du gør - her og nu - det er det allerbedste for dit barn... Der er nemlig rigtig mange måder, man kan gøre forskellige ting på - på den gode måde.
Jeg håber, at jeg fik svaret på dine spørgsmål. Ellers må du skrive igen.
Mange hilsner
Else Guldager, sundhedsplejerske ph.d.