Hej.
Min datter på 1 år har en dagsrytme, hvor hun vågner tidligt om morgenen (o. kl. 4) og så kommer ud at sove i barnevognen et par timer senere, hvor hun gerne sover et par timer.
Det passer fint med, at hun så ligger klar i barnevognen, når hun skal i dagpleje, for vi kan gå derhen. Problemet er, at hun stadig sover, når vi kommer derhen. I starten vækkede jeg hende for at hun kunne opleve at blive afleveret og forstå, at nu var hun dér, og jeg gik.
Men en morgen var dagplejeren ude, da vi kom, og sagde, at jeg bare skulle lade hende sove. Jeg var ikke helt glad for det, men prøvede det alligevel, og da jeg hentede hende den eftermiddag, fik jeg at vide, at hun havde været i bedre humør end normalt. Så vi har kørt med det mønster i et par uger nu og dagplejeren fortæller stadig, at hun er gladere, når hun får lov til at sove.
Min bekymring går bare på, om det er godt for hende. Om hun kan forstå, at hun er et sted, når hun falder i søvn og et andet, når hun vågner igen. Vil det være bedst for hende at opleve at blive afleveret om morgenen, eller giver jeg hende ikke nogen form for mén ved at lade hende sove?
Hun er glad for dagplejeren, men jeg kan ikke lade være med at have det lidt dårligt med den form for aflevering, så jeg vil gerne have afklaret, om jeg har grund til bekymring eller om jeg bare skal vende mig til det.