Hej
Jeg har en søn på 9 1/2 måned. Han er meget glad, smilende, tilldsfuld og tilfreds i løbet af dagen.
Vi har tiltagende problemer med såvel nattesøvnen som maden – og jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal stille op.
Vores dreng har aldrig sovet særligt længe af gangen om natten. Da han var helt lille sov han tre timer, vågnede fik mad, så sov han to timer, vågnede og fik mad og derefter en time af gangen resten af natten. Han var nem at få til at falde i søvn og putte.
I dag vågner han stadig mindst seks gange på en nat. Han har i kortere perioder været nede på 3 gange og under en ferie sydpå vågnede han kun 2 gange om natten, det er halvanden måned siden nu.
Han græder når han vågner, og jeg kan kun få ham til at sove igen ved at tage ham over og amme ham lidt. En til to gange på en nat er det dog nok at lægge en hånd over til ham i hans seng, der står lige op af vores.
Jeg er de sidste 14 dage begyndt at give ham en flaske om natten ml. kl. 01 – 03 typisk, så sover han 2-3 timer i træk derefter på gode nætter. Han får tilsvarende en flaske (200ml) inden han kommer i seng.
Fra han var fem måneder begyndte vi at give ham anden mad som supplement til modermælk og MME. Han spiste hvad som helst og ret så store portioner. De sidste par måneder er appetitten dalet kraftigt.
Han vil stadig gerne smage på meget forskelligt, men spiser kun et par skefulde, så vil han ikke have mere. Nu er det efterhånden blevet sådan, at han kun vil spise noget, hvis han selv kan tage det – og det er jo lidt svært med grød etc. Rugbrød ville han gerne spise for to måneder siden, han kunne spise næsten en hel skive. Nu spytter han brødet ud.
Jeg ville egentlig gerne stoppe med at amme, men frygter lidt, at jeg så slet ikke kan få nattero. Jeg skal starte på arbejde igen om halvanden måned, hvilket virker lidt uoverskueligt med det nuværende nattemønster. Vores egen sundhedsplejerske holder ferie de næste 14 dage og har ikkke rigtigt kommet med noget mere konkret end at han
skal spise mere om dagen end om natten, og at vi måske skulle prøve at flytte ham fra soveværelset til et andet værelse.
Det sidste er jeg ikke så meget for så længe han vågner så mange gange om natten. Nu kan jeg bare lige tage ham over, så sover han trods alt igen efter få minutter.
Han har været en del forkølet. Vi har fået tjekket hans ører, der er ikke noget galt. Om dagen sover han lidt bedre typisk 1 1/2 – 3 timer om formiddagen og afhængigt at hvor længe han har sovet der 1-2 timer om eftermiddagen, nogle gange også en halv time sidst på eftermiddagen.
Er det en dårlig idé at stoppe helt med at amme, eller vil det mon kunne hjælpe på problemet.
Lige nu får han følgende MM/MME:
Ammer to gange i løbet af dagen.
200 ml MME før sengetid
Ammer to – fire gange om natten + 200 ml MME.
Alle gode råd modtages med tak.
Mvh