Kære Janni
Det er godt du henvender dig igen, da din mand og dig stadig er udfordret med jeres søn på 3 ½ måned. Lige nu handler det om, at han kun falder i søvn ved dit bryst, og han heller ikke vil sove i sin barnevogn. Derudover føler du dig også meget alene om opgaven og efterhånden godt udmattet.
Det er fuldt ud forståeligt ud fra din beskrivelse af jeres familiesituation på nuværende tidspunkt.
Desværre er der ikke et enkelt svar. Men I har gjort jer stor umage med at få jeres søn til at bruge sut fremfor brystet i forbindelse med, at han skal sove. Det er endnu ikke sket med succes. Så derfor vil jeg i første omgang foreslå, at I flytter fokus væk fra sutten og barnevognen med al det besvær og den tid det medfører for jer i denne periode, og i stedet prøver en anden strategi, hvor I sammen ”leger jeres søn træt”.
Gennem legen flyttes jeres fokus hen på noget positivt og dejligt, I som familie kan være sammen om – jeg beskriver forskellige ideer længere nede i teksten!
Babyer der sutter godt ved brystet, som jeres søn gør, og har jeres søns alder, de vil ofte kræve ihærdighed for at lære sig at sutte på en sut. Der er faktisk børn, der i det hele taget slet ikke vil have sut. Så det er nu på tide at overveje, hvor meget energi I skal lægge dér. Det er stadig en god ide, at du forsøger at undgå, at jeres søn har brystet i munden, lige når han falder i søvn. Du trækker simpelthen blidt brystet ud af hans mund, inden han er faldet helt i søvn.
Frem til at jeres søn er 4-5 måneder gammel, må I forvente, at han falder i søvn i forbindelse med måltiderne. Først herefter begynder der måske at være adskillelse af mad og søvn, så det nødvendigvis ikke behøver at hænge sammen.
Når jeres søn er vågen, vil jeg foreslå, at I lægger ham på et legetæppe på gulvet, meget gerne på maven så meget som overhovedet muligt. Han synes sikkert, det er sjovt med noget legetøj og et spejl han kan kigge på sig selv i. I kan også bevæge hans ben og lege ”cykle op ad bakken” og bevæge arme og mens I taler med ham og måske synger en sang. Det er en god måde for jeres søn at styrke sine sanser og muskler, og blive træt på. I kan også selv lægge jer på gulvet og småsnakke og smile med jeres søn. Det er dejligt, hvis I kan inddrage de to ´store´ i legen, når de er oplagte til det. De kan ofte kan byde ind med noget andet, end vi voksne har fantasi til.
Jeres søns syn er blevet skarpere, og han kan efterhånden genkende flere mennesker både på stemmen og udseende, og derfor kan jeres to store børn spille en væsentlig rolle i legen nu. En stofbog, rangler og tøjbamser, som jeres søn kan gribe om, er alt sammen legetøj, som jeres tre børn kan være sammen omkring, og som kan være med til at styrke søskendebåndende dem imellem.
Jeres søn kan lide rytmen og lyden af jeres stemmer og det skaber genkendelse, når I vender tilbage til de samme lyde og sange.
I kan også lave en ´hængekøje´ ud af et lagen, hvor din mand og dig tager fat i hver sin ende og på skift giver jeres børn en gyngetur – her vil alle jeres tre børn på skift kunne få en god oplevelse sammen med et lille sug i maven. Med andre ord, leg, leg, leg – en alderstilpasset leg skaber glæde, læring og trætte børn på en god måde.
Gør det til en vane/livsstil at lave ting sammen som familie med din mand og jeres børn. Det skaber større forståelse for hinanden og glæde jer imellem. Udnyt eventuelt sommeren med en lille picnic på et tæppe i haven eller i en park i nærheden, hvor der måske også er en legeplads, så I alle får en god og aktiv oplevelse sammen i det fri, og hvor børnene bliver trætte på en god og sund måde.
Har I overskud til en tur i svømmehallen en gang imellem, vil det også være en god måde at være sammen som familie på, og ofte sover børnene tungt og godt bagefter.
Når trætheden generelt melder sig, og det nærmer sig puttetid, kan dæmpet musik muligvis have en beroligende virkning for både børnene og jer forældre. Forsøg jer frem, men have tålmodighed.
Hvad angår jeres udfordringer med at putte jeres søn i barnevognen, så tror og håber jeg, at ovenstående vil kunne hjælpe jer på vej, også hvad det også angår.
Det har stor betydning, at I som forældre hjælper og støtter hinanden. Det kan I gøre ved at forberede jer godt sammen og prioritere tid til at få talt åbent sammen.
Pas godt på hinanden, der er utallige gode løsninger på de udfordringer, I har. Børn kan beroliges af mange ting, alt fra slyngevugge til musik, dans, bæresele, bilkørsel, i barnevognen osv.
Sagen er, at børn er forskellige, og det er forældre også. Hvad der virker for den ene forældre og barnet, det virker måske ikke for den anden forældre og barnet. Vær derfor ikke efter hinanden, men forhold jer nysgerrigt og åbent for hinandens ideer og initiativer. Ved at respektere hinanden for forskelligheden og på måden man griber tingene an på, kan man sammen skabe en rummelig og dynamisk familie.
Ved at komme hinanden i møde og vise tillid og samarbejdsvilje, vil I sammen kunne skabe en god mental atmosfære i hjemmet og imellem jer forældre, hvilket er afgørende for både børnenes og jeres trivsel.
Jeg håber meget I som familie finder hinandens styrker igen og får en god sommer sammen, hvor din mand og dig sammen kan nyde godt af jeres tre små børn.
Rigtig god sommer til jer alle fem
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.