Hej
Jeg har en lille søn på 5½ uge. Han er en glad og velafbalanceret dreng hele dagen, men vi har to store udfordringer hver dag, som jeg meget gerne vil se, om jeg kan hjælpe ham til at komme ud af, hvis det er muligt.
Første udfordring er om morgenen – når han har sovet hele natten (ingen problemer om natten – vi ammer fint, og han ligger sig til at sove igen med det samme). Men når han vågner om morgenen er det sjældent fordi han er glad – han vrider kroppen i smerte og giver hvin fra sig…..det kan godt tage måske 15-20 min inden vi har seancen overstået.
Han kan ikke komme af med luft/afførring (det er lidt forskelligt hvad der skal ud), og det er ikke fordi han har hård mave. Når han så endelig får det ud kommer det med en sådan kraft at det står op af bleen på ham. Det er selvfølgelig synd for ham – og jeg har prøvet alt muligt, men jeg synes ikke rigtig det vil virke. Har du et godt forslag?
Anden udfordring er om aftenen når han skal i seng. Han forvandles fra engel til djævel på 2 sekunder og skriger så meget at hele kroppen kører rundt, og han ser nærmest ud som om han kramper i kroppen, og vi kan slet ikke få kontakt til ham. Det kan tage alt fra 20 min til halvanden time – og pludselig holder det op, han spiser og falder i søvn, bum.
Har du nogen idé om hvad der kan være? (Jeg lægger ham inden han sover helt, men bliver ved ham og holder ham lidt i hånden/aer ham på skulderen. Nogle enkelte dage falder han selv i søvn. Om dagen falder han selv i søvn hver gang).
På forhånd tak for din hjælp.