Kære Vibeke
Jeg ved ikke, om du er den rette til at svare, men nu har jeg valgt en af Jer sundhedsplejersker i fagpanelet, hvilket jeg mener, må være helt rigtigt.
Jeg har et spørgsmål vedr. min søn Isak, som er 14 mdr. Det drejer sig om sengetid!
Han har altid været meget, meget nem omkring både søvn og putning – og vi er nok i virkeligheden ret vante til et nemt barn og bliver måske derfor lidt før frustrerede, fordi han lige nu reagerer ganske anderledes, end vi kender ham.
Han sov igennem med 6 uger og har altid kunnet falde i søvn alene. Naturligvis har vi puttet og nusset ham lidt inden han sov, men mest som en kærlig afslutning på dagen og ikke som hjælp til at falde i søvn. Han har altid accepteret at ligge selv indtil han faldt i søvn – faktisk har det altid virket som om han netop har nydt at kunne ligge og falde stille og roligt til ro. Han har en yndlingsbamse som han altid har hos sig og er meget glad for sin sut.
De sidste par uger har ikke været sjove i forbindelse med putning. Han har nået en alder, hvor han er meget bevidst om at han nemt kan påvirke os med sin gråd. Og det gør han så 🙂 Vi har rykket hans sengetid, sådan at han i stedet for at blive puttet kl 19, først bliver lagt kl 19.30 – men vi skal virkelig trække den og han hænger og ruller med øjnene.
Vi har også forsøgt at lave små nye putteritualer fx en billedbog før sengetid.
Så snart han bliver puttet, forvandles hans træthed til magisk energi. Når vi lægger ham, får han et kys og vi nusser ham lidt, sørger for, at han har sutten og sin bamse, siger godnat og tænder hans spillebamse som spiller en ganske kort vuggevise.
Han har en natlampe med svagt lys, som bliver tændt og så går vi ud og lader døren være på klem. Her ville han før blive liggende og falde langsomt til ro, men så snart han ser, at vi går hen mod døren, sætter han sig op og senere rejser han sig.
Indtil første gang vi går ind og lægger ham ned, er han ikke ked af det, men står op i sengen og snakker med billeder på væggen, peger, hopper og danser. Når vi så går ind og lægger ham ned, putter igen, siger godnat osv., sætter han sig igen op i sengen, når vi går mod døren og begynder at græde – meget hjerteskærende. Han er tydeligt ked af det.
Vi har forsøgt at gøre det samme hver eneste gang – gå ind og lægge ham ned og sige godnat og gå ud igen. Vi har også tænkt, at han måske har sværere ved at falde i søvn pga andre forandringer i hverdagen – fx at han næsten kan gå – og derfor har brug for endnu mere tryghed ved sengetid (om dagen har han ikke svært ved at falde i søvn i barnevognen)
Derfor har vi prøvet at sidde ved ham og holde i hånden uden at gøre andet, bare vise, at vi er der. Men han er for lille til at forstå, at han skal ligge ned når vi er der, han rejser sig igen op og bliver glad, snakker, pjatter og vil lege – og bliver mere vågen. Han er dog tydeligvis træt, men nægter at overgive sig.
Jeg har forsøgt at vise ham, at når han rejser sig op, går jeg ud – hvis han ligger ned, bliver jeg hos ham. Men jeg ved ikke om børn kan være for trætte og udmattede til at drage konklusioner ud fra den slags – det har i hvert fald ikke virket. Det er for mig meget tydeligt, at det er selve det at overgive sig til søvnen han har svært ved. Og derfor vil vi selvfølgelig gerne være hos ham og skabe tryghed.
Men det har bare den stik modsatte effekt. Han tror vi skal lege og bliver holdt vågen endnu længere. Og fordi han ikke er ældre end han er, kan vi ikke forklare ham at han skal ligge ned, hvis vi skal blive hos ham.
Vi vil rigtig gerne bevare hans evne til at falde i søvn selv og vi vil gerne give ham en bedre afslutning på dagen. Det er ikke sjovt at falde i søvn af udmattelse og gråd kl 21.30. Det resulterer også i en dreng der sover meget mere om dagen. Vi var så småt ved at droppe formiddagsluren, men det bliver vist ikke lige nu.
Han sover nu 2 timer formiddag og 2 timer eftermiddag – og er træt igen til aften kl 18 – 18.30. Før alt det her sov han ½ time eller 45 min om formiddagen og 1½ time om eftermiddagen.
Jeg skal måske lige nævne, at han for ca 2 uger siden var på besøg hos hende der skulle have været hans dagplejer. Vi har valgt at takke nej til pladsen af forskellige årsager og har fået en anden, hvor han skal begynde 1. marts.
Men der virker lidt som om han har fået en ‘chok’ over besøget. Han er normalt meget interesseret i andre børn og er generelt social, men hos dagplejeren græd han så snart han så hende og var på ingen måde interesseret i de andre børn, men pegede på døren og ville ud.
Vi var så neutrale som muligt under besøget, jeg tog ham med ind på legeværelset til to andre børn og forsøgte at få ham til at interessere sig lidt for det, men han var meget afvisende. Siden har han været lidt forskrækket over at skulle være, hvor der er andre mennesker, dagen efter var han til læge og reagerede som hos dagplejeren da vi kom ind i venteværelset. Og i sidste uge gentog det sig, da vi skulle til musiklegestue – noget han ellers kender og elsker!
Der ligger sikkert noget adskillelses-problemer gemt i det hele – men hvordan kommer man videre herfra. Skal man acceptere at han i en periode falder i søvn på den måde han gør nu, med gråd og senere sengetid. Eller er der noget vi kan lave om på og gøre bedre?
Jeg beklager den meget lange fortælling, men der kunne jo ligge et guldkorn gemt i den mindste indskudte sætning. Vi håber meget på at du har et forslag til, hvor vi kan gøre noget anderledes og hjælpe vores søn til en god afslutning på en dejlig dag.
Mange hilsner