Kære ”Den trætte mor”
Dit eget gæt på at det er sult, der holder din datter vågen, kan meget vel være helt rigtigt.
Det fremgår at din mail, at du både ammer og giver modermælkserstatning. Du skriver, at du ammer hende kl. 6 og så først igen kl. 16. Et forslag er, at du ammer hende på et tidspunkt midt imellem, fx efter hendes formiddagslur eller hvor det nu passer jer. Din mælk er mere fed end modermælkserstatning, så du kan håbe på, at den holder hende mæt i lidt længere tid.
Måske kan du med held gøre hendes mælkemåltider lidt større ved, at du starter med at amme hende og når du fornemmer, at hun har tømt brystet, så tilbyd hende efterfølgende en flaske med modermælkserstatning. På den måde bliver hun ordentlig mæt og hun kan holde sig lidt længere inden hun igen skal have mad.
Det er meget almindeligt, at der er lidt kortere tid mellem måltiderne først på dagen (da barnet typisk har spist lidt mindre om natten) og igen sent på eftermiddagen/først på aftenen er der igen lidt kortere tid mellem måltiderne (populært sagt ”tankes op” til natten).
Du skriver ikke noget om, hvor store portioner grød/mos hun spiser, så jeg tænker, om du giver for små portioner? Når hun nu er 5 måneder, så udgør mælken fortsat hovedbestanddelen af hendes mad, men hun må godt få skemad et par gange i døgnet- præcis som du også giver hende, men får hun nok? Du kan formentlig godt give hende op til 1 dl. (hvilket svarer til 100 ml) skemad ved hvert af de to måltider.
Og når du laver grød og mos, så tilsæt en tsk. fedtstof til maden. Det anbefales, at hun får noget fedtstof og så mætter det også.
Det er udmattende, hvis man konstant vækkes hver tredje time. For at have overskud til at klare hverdagen kan man have brug for bare en gang imellem, at blive aflastet lidt, så man kan få lidt søvn.
Overvej om du ikke har en i din familie eller vennekreds, der engang imellem kan gå en tur med barnevognen, så du kan få en lur. Og du kan spørge din sundhedsplejerske om hun evt. kender en dreng/pige i en af de store klasser på den lokale skole, der har lyst til at babysitte for dig engang imellem. Sundhedsplejersken kender jo som regel eleverne på den lokale skole og kan måske hjælpe dig med at finde en stor elev, der er pålidelig og ansvarlig, og som kan gå en tur med barnevognen og måske sidenhen babysitte, når du skal ud en aften, etc.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.