Hej Kirstine.
Tillykke med datteren, der virker til at være i den fase, hvor døgnrytmen ikke er stabil endnu. Sådan er det i de første par (tre) måneder for de allerfleste spædbørn. Og I skal jo også lige lære at tolke hende, hvordan det er den bedste måde at reagere på, når hun er utilfreds.
Jeg lægger især mærke til, at hun efter en vågenperiode viser træthedstegn (om eftermiddagen) og her får hun svært ved at falde til ro. I kan prøve, om det er muligt for jer, at tage hende lige inden hun begynder at blive SÅ træt. Måske er hun ret følsom overfor at være overtræt? I kan prøve at putte hende i barnevognen og gå tur lige på det tidspunkt, så hun falder i søvn og sover så meget som muligt.
Ud fra jeres beskrivelser tror jeg, som sagt at hun er overtræt, når hun begynder at klynke, og så har hun åbenbart svært ved at falde til ro.
Når hun er klynkende, hvis det ikke er mulig for jer af forhindre, at hun bliver urolig, så kan I forsøge at have hende i bæresele, hvis hun falder til ro ved at være helt tæt på jer. Eller I kan svøbe hende fast i et svøb. Det er der en del spædbørn, som falder til ro af. Det vil også hjælpe hende, når hun har de små gib i kroppen, som mange børn har i hendes alder har. Det er sandsynligvis hendes moro-refleks, som let aktiveres. Refleksen vil aftage gradvist i løbet af de næste 2-3 måneder.
Jeg ser ingen grund til at I ændrer på MME. Det ser ud som om det kører fint, som det skal. Men I kan godt give hende forskellige slags erstatninger. Det er helt ok. Så vænner hun sig også til, at mad kan smage forskelligt.
Desværre er der endnu ikke overbevisende undersøgelser, som kan vise værdien af forskellige typer af behandling til urolige børn. Men det er altid ok at forsøge sig, hvis der er et eller andet, som I især har tiltro til.
Jeg vil også råde jer til at have god kontakt til jeres egen sundhedsplejerske. Hun kan følge med i hvordan jeres datter trives og i det hele taget både se og høre, hvordan det går med det hele.
Jeg håber, at I har fået svar på jeres spørgsmål ,og at I har fået noget ”at gå videre” med.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.