Hej Else.
Jeg er mor til en frisk og glad dreng på 10 1/2 månede. Jeg ammer ham og det trives vi begge rigtig godt med. Om en uge starter jeg på arbejde. jeg vil have skiftende vagter (dag, aften, nat) og mit spørgsmål er derfor, om jeg bør stoppe helt med amningen eller om min søn godt vil kunne finde ud af at blive ammet på de sædvanlige tidspunkter når jeg er hjemme, men ikke når jeg ikke er hjemme og det er far der passer ham?
For at du skal kunne rådgive mig får du her lidt information om vores situation:
Vi introducerede vores søn for fast føde da han var 6 måneder, men det var først efter han blev 8 måneder gammel, at han rigtig fik lyst til at smage på grød, mos, frugt og lignende. Jeg har derfor ammet ham fuldt til han var 8 måneder. Min søn spiser nu morgenmad, frokost og aftensmad samt et par små mellemmåltider (frugt/knækbrød).
Han har aldrig været nem at få til at spise fast føde, han har “krudt i måsen” og er nem at distrahere, så maden skal lokkes/leges i ham. Jeg ammer ham ca. 3 gange i døgnet: Inden han skal sove (ca kl 19), klokken 23 ca. og så en “morgentår” ca. klokken 4-5. Hvis han tilbydes bryst om dagen tager han gerne imod, men jeg udlader dette for at der skal være plads til fast føde.
Han trives og tager fint på i vægt.
Min søn er lige startet i vuggestue hvilket, indtil videre, går rigtig godt. Han er meget nysgerrig og har ikke været ked af at være væk fra mig. Min søn har altid haft svært ved at falde til ro når han skal sove om aftenen. Jeg er glad for at amme ham inden sengetid, for det virker som et putteritual for os og det får ham ofte til at falde lidt til ro.
Efter han er startet i vuggestue har han dog haft meget svært ved at falde i søvn. Han tumler rundt i sengen og fra han bliver puttet går der min. 1 time før han falder i søvn. I løbet af natten vågner han nu flere gange end han plejer, og jeg kan ikke få ham til at falde til ro før han får bryst.
Min kæreste har enkelte gange forsøgt at få vores søn til at falde til ro og sove videre, men uden held. Så snart min søn har fået en lille mælketår, falder han til ro og jeg kan putte ham igen. Jeg ammer ham både siddende og liggende om natten (det afhænger af, hvor træt jeg er.) Vores søn sov i vores soveværelse indtil han blev 9 måneder gammel. Nu sover han på sit eget værelse. Om dagen bliver han puttet ude i barnevognen og falder hurtigt i søvn efter en lille køretur.
Jeg vil egentlig gerne fortsætte med amningen aften og morgen, men er det en dårlig idé nu hvor jeg ikke altid vil være hjemme på “ammetidspunkterne”? Det skal jo ikke bare være for min skyld at vi fortsætter med amningen. Jeg synes det er synd hvis det forvirrer min søn, at han ikke kan få bryst som han plejer, men jeg er samtidig lidt bekymret for at skulle stoppe amningen nu, hvor der sker så meget nyt i min søns liv (vuggestuestart og jeg starter job). Samtidig er jeg lidt bange for, at min kæreste ikke vil kunne få vores søn til at falde til ro aften og nat, når jeg ikke er hjemme, med mindre vi helt vænner vores søn af med amningen. Vores søn bruger sut, men tager ikke sutteflaske.
Håber du kan hjælpe.
Mvh