Kære Else
Jeg har ikke skrevet til jer før, men nu har jeg brug for et godt råd i forhold til, hvordan jeg håndterer min datters voldsomme temperament og stærke vilje.
Min datter er 13 måneder nu. Hun er en vidunderlig pige med masser af humor. Man kan lave meget fis med hende, hun finder selv på lege, og hun er i det hele taget meget kvik, synes vi.
Men hun er også en yderst viljestærk pige, der lige nu er inde i en fase, hvor hendes temperament kommer så meget til udtryk, at det virkelig tærer på hele familien, specielt mig.
Selvom hun selvfølgelig også har glade stunder i løbet af dagen, så er det som om, hun lige nu bliver frustreret over alt, og hun kan ligesom aldrig finde ro til bare at være tilfreds. Hun vil IKKE skiftes, hun vil IKKE have børstet tænder, hun vil IKKE tørres om munden efter måltiderne. Hun VIL spise selv, hun VIL have det, hun peger på, og hun VIL helst serviceres hvert sekund. Og så VIL hun en masse, vi ikke altid forstår, og hun reagerer prompte, hvis vi ikke opfylder hendes ønsker med det samme ☺
Hun øver sig lige nu i at gå, og det er klart, at der følger frustrationer med ikke at kunne helt endnu, ligesom hun gerne selv vil spise med ske og gaffel og heller ikke mestrer det endnu.
Sprogligt er hun langt fremme, og de er i vuggestuen meget imponerede over hendes ordforråd og snakken i det hele taget. Men selvom hun er dygtig og forstår rigtig meget af det, man siger til hende, kan hun selvfølgelig ikke selv gøre sig forståelig altid, og der er ingen tvivl om, at det generer hende.
I vuggestuen oplever de ikke de samme problemer, som vi gør derhjemme. De synes, hun er glad og skøn, så det er for mig uforståeligt, at hun sådan kan forvandle sig til en lille djævel, når hun kommer hjem ☺ Og det står på stort set indtil, hun skal i seng.
Hun har mange vredesudbrud, hvor hun vrider sig, laver flitsbue, kaster sig tilbage, råber og skriger højt osv. Og så den der vedvarende brokkelyd, som kommer hver gang, hun vil noget nyt – hvilket er meget ofte.
Hun har altid fået meget opmærksomhed og har aldrig skullet kæmpe for den. Hendes storebror er 10 år ældre og derfor ikke så krævende som mindre søskende. Så vi snakker meget om, om vi måske har overserviceret hende lidt for længe og kommet for sent i gang med at opdrage hende? Men vi har jo bare levet efter devisen: man kan ikke forkæle en baby for meget ☺
Men hvor meget kan man egentlig opdrage på et barn på 13 måneder? Har du nogle gode råd til, hvordan vi skal håndtere hende, når hun bliver hidsig? Hvor meget skal man stå fast, og hvor meget skal man stadig føje hende?
Lige for tiden får hun fx stort set ikke børstet tænder, fordi vi ikke har villet fastholde hende af frygt for at gøre det meget værre. Men det er jo bare ikke holdbart i længden. Og bleskift er virkelig en udfordring, fordi hun spræller som en fisk og hyler og skriger.
Hun spiser og sover egentlig fint. Men måltiderne er bare aldrig særligt hyggelige, fordi hun hele tiden vil have noget mere eller andet end det, der er på hendes tallerken. Og vi sørger ellers altid for at have noget, vi ved, hun spiser. Men med mindre vi render efter nyt hele tiden, brokker hun sig gennem måltidet. Og det er ret anstrengende for os alle – også storebror, der ind imellem tager sig til ørerne og beder om at forlade bordet før tid. Og han er endda den, der oftest har held til at få hende i godt humør, når hun er sur ☺
Vi er ikke så bekymrede for selve maden, om hun får nok osv, det er måden måltiderne foregår på, jeg rigtig godt kunne tænke mig blev anderledes.
Mht søvn sover hun stadig to gange om dagen (typisk 2x halvanden time) + ca 10 timer om natten. Hun er dog ofte svær at putte, både dag og aften, så vi tænker, at hun måske er på vej mod kun én lur. Men som det er lige nu, har man svært ved at overskue at pille en lur fra hende. Det er en svær overgangsfase, synes vi.
Jeg føler mig ind imellem som den dårligste mor, fordi min lille pige er så utilfreds og ked af det hele tiden. Inderst inde ved jeg nok godt, at hun har det godt, for hun får jo al den omsorg, hun skal have- og mere til.
Og jeg er med på, at meget af den adfærd, jeg beskriver, sandsynligvis er forholdsvis almindeligt for hendes alderstrin – men alligevel føler jeg, at det er lidt ekstremt ind imellem, og at noget MÅ kunne være på en anden måde. Hvad tror du, vi kan gøre anderledes for at skabe mere ro for hende herhjemme?
Det er mig, der har gået hjemme på barsel med hende. Men hun er ligeså knyttet til sin far, og vi kan heldigvis begge bruges lige meget, hvilket jo aflaster lidt.
Hun startede i vuggestue da hun var 11 mdr., og det er gået rigtig fint, trods store bekymringer, da hun altid har været skeptisk overfor fremmede voksne, ked af at være i mødregruppe o.l. En lidt sensitiv pige på nogle områder, men det er blevet mindre udtalt nu, hvor hun er ude i pasning.
Det var lidt spredte tanker, som jeg håber du kan finde hoved og hale i. Jeg glæder mig til at høre fra dig – forhåbentlig med et par gode råd og et par opmuntrende ord ☺
Mange hilsner fra