Hej Berit
Jeg skriver til dig angående amning af min søn på knap 7 måneder. Siden han er startet på skemad, for knap 2 måneder siden, har han i stigende grad mistet interessen for at blive ammet i løbet af dagen.
De sidste uger er det ikke blevet til ret meget mere end et par minutter, hver gang han ammes. Han bliver hurtigt ukoncentreret, kigger væk, griner osv. og vil så ikke spise mere. Jeg sørger oftest for, at der ikke er larm, nogen der snakker eller andre aktiviteter omkring os, når han skal ammes.
Jeg har også ammet ham inde i sengen, for at se om det hjælper, men intet hjælper. Om natten spiser han godt, som det eneste tidspunkt om dagen. Han spiser ganske lidt lige inden han puttes, men spiser så godt lige før midnat og så igen midt på natten. Indimellem også tidlig morgen, men det er ikke altid, at han vil spise der.
Men han spiser så rigtig godt at sin grød, når vi er stået op. Om dagen får han 3 skemåltider. Jeg har sat mængden ned til 3/4 dl, for at der også skal være plads til mælken. Men det er helt tydeligt, at han godt kan spise mere end det. Det synes jeg, er synd for ham.
Når jeg så ca. en time efter tilbyder brystet, så virker han ikke så interesseret og spiser kun ganske lidt. Jeg ved jo, at børn i hans alder skal have 6 amninger i døgnet her, indtil han bliver 7 mdr. Han får de 6 amninger, men han spiser langt fra den mængde, som han skal have.
Hvad kan jeg gøre? Jeg forestiller mig, at min mælkeproduktioner efterhånden er markant nedsat. Men den kan vel komme op igen, hvis jeg kan få ham til at spise mere igen? Jeg kan ikke få ham til at tage flaske. Kan han være blevet træt af at få bryst? Og hvordan sikre jeg at han får den nødvendige mælk?
Han vejer 7,1 kg. Han følger sin egen kurve. Han vejede kun 2760 g ved fødslen.
Udover amningen har jeg også et spørgsmål vedr. min søns søvn. Han sover helt utroligt dårligt. Pt. vågner han hver halve time for at få sin sut eller min nærhed fra han bliver puttet ved 19.30 – 20 tiden til ca. 23 tiden, hvor han ammes til natten.
Han bliver ikke ked af det og falder hurtigt til ro igen. Men afventer jeg med at gå ind til ham, så bliver han helt ulykkelig. Han sover i sin tremmeseng hos os, den står op af min side i sengen.
Jeg synes, han virker som en harmonisk og tryg dreng, men tænker samtidig, at det handler om, at han har brug for trygheden om natten.
Hvad tænker du?
Natten igennem vågner han også hyppigt for at få sutten eller blive strøget over panden. Det er meget hårdt efterhånden både for ham og mig med den afbrudte søvn. Om dagen er han indimellem noget uoplagt og træt. Men sover ikke mere end han skal om dagen.
Er der nogen vi kan gøre for at give vores søn en mere sammenhængende søvn?
Vi har bestilt tid ved ørelægen for at få tjekket om der er vand på hans øre, som kan være årsag til den dårlige søvn. Vi har også bestilt tid ved kiropraktor, for at få tjekket om han har noget der sidder i klemme. Han brækkede kragebenet under fødslen, så man kan jo aldrig vide.
Hans søvn har ikke altid været så dårlig. Men det er startet for ca. 2 – 2½ måned siden. Før det vågnede han sjældent op i løbet af aftenen eller natten andet end hvis han var sulten. Han sov som regel et langt stræk om aftenen på ca. 5 timer og derefter spiste han hver 3. time natten igennem.
Jeg ser frem til at høre, om du har gode ideer til, hvordan vi kommer videre.
På forhånd tak.