Hej
Måske du kan hjælpe med nogle råd til skift fra vugge til seng.
Min 5 mdr gamle datter er blevet for stor til sin vugge. Derfor har jeg nu taget tremmesengen ind og indrettet til hende med madras, juniordyne og sengerand. Den er forsøgsvis sat ind på et lille værelse, som er meningen skal være hendes børneværelse på et tidspunkt, fordi jeg ind imellem sover meget dårligt og er vågen mange gange om natten og så forstyrrer hendes nattesøvn også.
Derfor ville jeg prøve at flytte hende ind på værelset. Men det betyder, at hun både skal vende sig til ny seng, ny madras og dyne og et andet sted at sove, alene væk fra mor – hun har ellers sovet i sin vugge i
soveværelset ved siden af mig.
Hun har igennem lang tid (måske 3-4 md.) været ret nem at lægge i seng. Omkring kl. otte bliver hun ammet for sidste gang og falder i søvn ved mit bryst. Jeg bærer hende så ind i vuggen og lægger hende.
Hun brokker sig lidt, græder lidt, men vender ret hurtigt hovedet om på siden og falder i søvn, når jeg putter dynen rundt om hende. De sidste par md har jeg puttet enderne af dynen ned under madrassen, så hun ikke kan sparke dynen af sig, men den er ikke stram omkring hende.
Så sover hun igennem hele natten – men jeg tager hende op og ammer hende, når jeg selv går i seng. Hun vågner ved seks-syv tiden og er sulten. Hun bliver stadig ammet fuldt, men får også lidt smagsprøver på forskellig mad ind imellem.
Igår tog jeg hende forsøgsvis ind og lagde hende i tremmesengen ved syv-tiden. Lyset var tændt og døren stod åben og det var ikke meningen, hun sku sove. Hun smilede og lå og hyggede sig, legede og pludrede i lang tid, men pludselig blev der stille og hun var faldet i søvn.
Da hun stadig sov efter noget tid, slukkede jeg lyset og lukkede døren. Hun sov indtil jeg tog hende op halvet og ammede hende i min egen seng og lagde hende så i vuggen for resten af natten. Hun så lidt forvirret ud og der gik lidt tid, inden hun faldt i søvn igen, men sov så til kl. syv, som hun plejer.
Men her til aften, da jeg ville lægge hende ved otte-tiden i tremmesengen,ville hun ikke sove. Hun pludrede først lidt, men begyndte så at græde. Jeg havde slukket lyset, men døren stod åben, så hun ku høre mig i stuen. Men jeg måtte opgive – var derinde flere gange og trøste, tænde og slukke lys,
give hende sovedyret osv., men intet hjalp.
Jeg tog hende op og lagde hende i vuggen.
Hvordan kan jeg vænne hende til at sove i tremmsengen ? Er jeg nødt til at flytte den ind i soveværelset og starte der ? Hvad kan jeg ellers gøre, for at få hende til at acceptere den nye seng og være glad ?