Hej!
Jeg har en lille datter fra 02/06 som får MME. Vi begyndte at give lidt grød for ca. 2 uger siden da hun var meget interesseret i det vi spiser og begyndte at vågne oftere om natten. Hun er helt vild med det og spiser ofte en halv til en hel portion (1,5 dl vand + 0,5 dl MME + 0,5 dl majs/boghvede) og ofte med lidt frugt på toppen. Jeg giver hende det ved 11.30 tiden.
Problemet er så, at hun er begyndt at drikke mindre og mindre MME af flaske. Hun er næsten umulig at få til at tage flasken i vågen tilstand og vil kun have det når hun ligger i sin lift og er lige ved at falde i søvn.
I løbet af dagen fra ca. kl. 7-19 får hun måske 2-300 ml (inkl. det der er i grøden) og så spiser hun ca. 350 ml om natten fordelt på et drømme måltid når vi går i seng ved 22 tiden og et ved 01.30 (+/- 1 time). Hun vågner så igen ved 4-5 tiden, men vil ikke spise og ofte får hun ikke mere end 50 ml før kl. er 9-10 stykker…
Er det nok for en baby på hendes alder? Hun virker til at trives, er glad og frisk, men er ofte svær at få til at falde i søvn til lur om dagen – og falder ofte først til ro når hun har fået lidt mælk. Måske fordi hun egentlig er sulten, men bare ikke vil tage det før hun næsten sover. Jeg synes det er ret frustrerende, men på den anden side kan jeg da godt forstå, at hun måske bliver træt af at få den samme mælk hver eneste dag – det gad man jo heller ikke selv.
Vi har et andet MME mærke som vi vil prøve at give hende, måske lidt variation i smagen kan hjælpe.