Hej Else
Min søn er lige blevet 4 måneder. De seneste uger er han begyndt at vågne/være meget urolig ofte om natten, dvs. nogle gange med en times mellemrum – nogle gange efter lidt længere tids søvn. Jeg ved, at det anbefales, at han blot beroliges, så han kan sove videre, men jeg har sjældent held med det. Det eneste, der virker, er at jeg ammer ham. Det er ikke så længe af gangen, så jeg er i tvivl, om han er sulten, om han evt. kun er lidt tørstig, eller vi er igang med at etablere en rytme, hvor han kun kan falde i søvn, når han lige har spist lidt. (Han falder nemlig ikke altid i søvn ved selve brystet, men han ligger foran mig på en pude (hvor han lå, da han blev ammet) og får en sut i munden.)
Jeg har overvejet, om alle disse urolige perioder om natten er udtryk for, at han har behov for at gå igang med skemad, men er som nævnt i tvivl om, hvor stort madbehovet om natten er. Jeg kan se, at han nogle gange kigger på os, når vi spiser, men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi han på denne måde signalerer, at han er klar til at få skemad, eller om han blot kigger på os for at lære, som han gør med så mange af vores andre dagligdagsaktiviteter.
Jeg kan forstå, at sundhedsmyndighederne anbefaler, at man ammer fuldt ud, til et barn er 6 måneder gammelt. Det har hele tiden gået rigtig godt med amningen, og min søn tager fint på, så derfor vil jeg gerne amme fuldt ud, til han bliver 6 måneder, hvis det er muligt. Jeg har hørt, at det ikke for alle børn gør en forskel på deres nattesøvn, når de begynder at få vælling m.v. – og at denne mad kan betyde, at barnet vil begynde at tage mindre fra i forhold til min mælk.
Jeg har dog også hørt, at man kan starte for sent med at give skemad – dvs. at man nærmest kommer forbi perioden, hvor barnet er interesseret i at spise skemad.
Jeg vil derfor spørge, om det er rigtigt, at man kan “starte for sent” med at give skemad, og om du anbefaler, at jeg går i gang med at give min søn skemad allerede nu?
Har du eventuelt andre idéer til, hvordan jeg kan reducere antallet af urolige perioder om natten, eller i hvertfald blot få ham til at sove videre uden at skulle amme ham?
Tilføjet dagen efter:
Hej Else
Igår skrev jeg til dig vedr. mine overvejelser om at starte op med skemad og min søns tendens til at vågne meget om natten.
Som “supplement” til min fortælling igår vil jeg blot fortælle, at min søn i nat vågnede hvert femte kvarter. Han skulle spise alle gangene og virkede meget glubsk på at få noget at spise, selvom han ikke altid spiste så længe. Nogle gange, når jeg havde ham op for at bøvse, åbnede han munden og ville gerne “spise” min hage eller viste i hvertfald, at han har stor suttetrang.
Igår forsøgte jeg at være ekstra omhyggelig med i løbet af dagen at blive ved med at tilbyde ham brystet, så han kunne drikke så meget som muligt, selvom han gerne “hopper af” brystet for at se rundt i lokalet eller lege. Dvs. jeg forsøger at gøre mit bedste for, at han kommer ind til den fede mælk, som skulle være mest mættende.
Jeg er som bekendt i tvivl, om det vil hjælpe på nattesøvnen, at han begynder at få lidt skemad, men tænker om nattens oplevelser er udtryk for, at jeg må slippe mit ønske om at amme ham fuldt ud, indtil han bliver 6 måneder.
I forhold til mine overvejelser om hvorvidt jeg er ved at lave en vane sammen med ham, hvor han skal ammes for at falde i søvn, oplevede jeg to gange i nat, at han faldt i søvn “af sig selv”, da han lå i sin seng. Det tog ca. 10 minutter hver gang for ham at falde til ro, og i starten legede han lidt med min hånd, der lå på brystet, men den flyttede jeg, inden han faldt endeligt i søvn. Det tager jeg i alt dette nattehalløj som noget positivt, da der så måske kan være håb forude for, at han i det mindste kan lære at falde i søvn, uden at skulle ammes samtidigt…. Hvem ved, hvor meget man kan tolke ud af en nats oplevelser…
Som jeg skrev igår – vil du anbefale, at jeg starter på at give skemad (selvom det generelt anbefales, at man venter med at give skemad til 6-måneders alderen)?
Er der noget, man kan gøre iøvrigt for at mindske antallet af gange, hvor et barn vågner om natten, som jeg oplever det lige nu?
Vil det være et problem at stoppe med skemaden igen, hvis det viser sig ikke at ændre på barnets behov for at spise om natten?
Venlig hilsen