Hej
Jeg ved ikke, hvem jeg lige skal spørge til råds.
Jeg er i et forhold, hvor min kæreste har en søn på 1½ år. Vi har ham hver anden weekend og på ferie et par gange om året. Men jeg er lidt bekymet over drengens reaktioner og adfærd.
Han er meget hidsig og har store humørsvingninger, samt har svært ved at kroncentrerre sig en enkelt ting i mere end nogle få minutter (under 5 min.) afgangen.
Derudover sover han meget uroligt hver nat, rotterer rundt i sengen og sparker, vågner og græder flere gange, nogen gange er det værre end andre.
Humørsvingningerne udarter sig i, at han det ene øjeblik er lidt hængt (Men nægter at sidde og hænge hos os, men går rundt og småklynker), og det næste fjoller han og griner. Han bliver hurtigt sur, hver gang der bliver sangt nej og det udarter sig næsten altid i, at han smider med ting og/eller slår, og/eller han begynder at græde (stor tude), og smider sig rundt, hvis vi har ham i favnen.
Disse ture kan vare fra 1-2 min. til 20 min eller længere.
En anden ting er, at han ikke kan lulles til ro igen ved hans middagssøvn, hvis han vågner efter blot 5 min.s søvn, men er hyper aktiv og meget mere følsom over grænser.
Hans spiser også meget lidt, og nægter at spise rugbrød uden kerner, så vi køber lysere groft brød uden kerner, der er mildere/sødere i smagen. hvor han spiser en halvskive med leverpostej eller kødpølse.
Han er heldigvis glad for frugt, så dette spiser han gerne som mellemmåltid. Han er ikke tynd, men normal af en 1½årig på grænsen til det buttede, hvilket undrer mig, når han ikke spiser mere end han gør.
Når vi er ud hos familie nægter han at spise kiks og drikke vand/mælk, hvis han får øje på slik eller sodavand, selvom dette ikke står på bordet, men spotter det f.eks. på køkkenbordet. Og giver tydeligt udtryk for at ville have det. hvilket oftest resultere i vredesudbrud og hysterisk gråd.
Jeg har arbejdet i en vuggestue og børnehave i et år som medhjælper, og kan ikke genkende drengens opførelse nogen steder. Hvad kan vi gøre?
For jeg er bekymret for drengen og for min kæreste, da jeg kan mærke, at han føler sig uduelig som far.
Vi er begge i starten af 20erne, og har prøvet at snakke med familemedlemmer, der har børn, men de ved heller ikke, hvorfor han reagerer, som han gør. Drengens mor er ikke til dialog omkring drengens opførelse, ej heller om hans hverdag hos hende.
Håber I kan komme med nogle råd til, hvordan vi takler det og måske nogle grund til hans væremåde. (Den var også sådan inden, jeg kom ind i hans og hans fars liv.)
Venlig hilsen