Hej Kathrine.
Tillykke med din dejlige søn. Og tak for din beskrivelse af, hvordan det er gået med ham. Jeg kan forstå, at han havde noget gulsot lige i begyndelsen. Og det har været den, som har trættet ham så meget, at han ikke helt havde kræfter til at spise nok. Og derfor det vægttab på 8 %, som jo er indenfor den tilladelige grænse!
Måske den pointe kan få dig til at forstå, at situationen nu er en helt anden. Han spiser, når han er sulten – det kan du roligt regne med. Og de fleste børn i hans alder, de spiser hyppigt dvs. du har rig mulighed for at han gerne vil spise om natten, når brystet lige er der …
Du savner en rettesnor for mad og søvn. Det er ikke muligt at give dig. Hans rytme vil stadig variere så længe han er så ung, som han er. Han regulation af søvn og vågenhed er en fin mekanisme, som er afhængig af rigtig mange ting. Hvor meget han har sovet og spist, hvilke aktiviteter, han har haft gang i osv.
Nogle tommelfingerregler kan du dog få.
De fleste børn har behov for at blive ammet om natten til de er 6 – 9 måneder.
De fleste børn får em mere fast døgnrytme gradvist – og den er nogenlunde stabil, omkring når barnet er omkring 8 – 9 måneder.
Din sundhedsplejerske følger dit barns vækst og kan vise dig hans vækstkurve, så du kan se, at han trives som han skal.
Jeg kan læse mig til, at du selv er helt klar over at du roligt kan slippe tøjlerne og lade hans behov styre mad og søvn. Og jeg synes, du har en meget fin måde at tilfredsstille hans behov på. Så læn dig tilbage og nyd din dejlige søn. Stol på at han nok skal vise dig, hvad han har behov for, hvad angår mad og søvn.
Ud fra min erfaring tænker jeg, at det er måltidet ved 4-5-tiden om morgenen, han slipper først. Det bliver jo spændende for dig at se.
Held og lykke med det hele.
Jeg håber, at tommelfingerreglerne er tilstrækkelige for dig. Og husk lige, at de gælder for de fleste børn – og samtidig – at børn ER meget forskellige.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske phd