Kære Louise.
Det har da været en hård start for jer. Og det er altid anstrengende at have et barn, der skriger meget. Ofte finder man aldrig ud af HVORFOR barnet græd meget, men hvis det kan være en trøst, så er der ingen undersøgelser, det viser at børn, der græder meget, udvikler sig anderledes and dem, der ikke gør. Men til dine spørgsmål om tilberedning af modermælkserstatning.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at du tilbereder én flaske ad gangen, når dit barn er 2 måneder eller derunder. Gør det når den skal bruges. Når dit barn er over 2 måneder kan du med fordel lave flasker med kogt vand klar til et helt døgn ad gangen og opbevare dem i køleskabet. I kan afkøle vandet, som det står beskrevet på pakken med MME. Du må gerne lune flasken i mikrobølgeovn, bare du ryster flasken godt bagefter. Mikrobølger varmer "ujævnt". Pas på, at mælken ikke er for varm. Den skal være cirka 37 grader. Test eventuelt temperaturen ved at sprøjte et par dråber mælk ud på indersiden af dit håndled - den må ikke føles hed. Men kold mælk kan ikke anbefales, lun mælk i sutteflasken virker beroligende og tryghedsskabende for din baby.
Grunden til at man anbefaler at lave én flaske ad gangen i de første to måneder er, at man har set meget sjældne infektioner, hvis flaskerne forberedes for et døgn ad gangen (hos helt små babyer samt børn med immundefekt (det er ikke relevant for jer)). Så snart jeres barn er over 2 måneder kan I lave mad til et døgn ad gangen. Sundhedsmyndighederne anbefaler også (hos børn der trives (dvs. de tager godt på)), at man lader barnets appetit være styrende for, hvor meget det får at spise. Dvs. når barnet viser tegn på, at nu er det mæt, så stopper man med at give mere mad (jeres søn falder måske i søvn, eller han vender sig væk fra flasken og virker tydeligvis MÆT). Dvs. I skal heller ikke nøde maden i ham.
Med den alder og vægt, han har, er det hans sult og lyst til at spise, der bestemmer hans måltidsmønster. Jeg tænker at hospitalet giver en vejledning, der er mere relevant til et yngre (nyfødt...) barn.
Det kan være fornuftigt at sætte kapsel på, før flasken ryger i mikroen. Jeg tror at mikroen kan skade sutternes holdbarhed i længden. Men jeg er ikke sikker. Det er i øvrigt godt at være opmærksom på hygiejnen med sutter og sutteflaskesutter, når han har haft trøske. Dvs. koge dem hver dag og koge dem, hvis de har været på gulvet eller den slags.
Med hensyn til hvilket mærke af MME I kan anbefales, så kan I måske prøve jer frem og eventuelt skifte mellem syrnet/ikke syrnet osv. Han behøver ikke at få samme slags. I har nok også opdaget, at I kan købe færdigblandet MME. Det egner sig godt, når man skal på tur. Jeres egne ideer om hvordan I vil gøre er også fine. I skal bare huske, at børn under 4 måneder anbefales at få vand, der har været kogt (uanset sluttemperatur).
Når jeres søn græder meget, så hjælper det ham måske at være i bæresele? I skal sætte ham sådan, at han har sit ansigt og mave ind mod den, der bærer ham. Vender han ansigtet ud mod verden, så vil han få så mange indtryk, at det er svært for ham at kapere dem. Men sidder han beskyttet mod den voksnes krop, kan det være, at det beroliger ham at blive båret. Måske skal han lige vænne sig lidt til det først, før han kan lide den måde at blive båret på. Men fordelen er, hvis det beroliger ham, at den voksne har hænderne fri - man kan gå tur eller støvsuge, lave mad etc.
Jeg håber, at I har venner eller familie, der kan hjælpe jer lidt i den nærmeste tid. For det er hårdt at have et barn, der græder meget. Gråden klinger ofte af i løber af 3-4 måneder. Hvor barnet ofte græder mest, når det er mellem 6-8 uger.
Vi har en del artikler om gråd og uro på sundhedsplejersken.dk. I kan se under "Gråd og uro" - se henvisningerne i højre side af skærmen.
Der er mange måder at tackle spædbørns, uro og mad på. Det er nok én af grundene til, at I får lidt forskellige svar på jeres spørgsmål. Hvordan det er for jer og jeres søn håber jeg, at I finder ud af med tiden. Man må ofte eksperimentere sig lidt frem, bruge den sunde fornuft og se på barnet, hvad det føler sig tilpas med. Og så selvfølgelig spørge de professionelle til råds. Har man et barn, der græder meget, så hjælper det ofte, at man indstiller sig på, at sådan er det en periode.
I ønskes en god sommer, og jeg håber for jer at gråden stilner af, og at I finder måder at klare jer igennem den nærmeste uger. I er velkomne til at spørge igen, hvis I har yderligere spørgsmål.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk.