Hej ” En magtesløs mor”
Som du fint beskriver det, så er det jer forældre, der har givet ham, de puttevaner han har og nu er det også jer, der skal hjælpe ham med at få nogle andre vaner.
Når man bliver siddende ved børn på 2½ år, indtil de sover, så overbeviser man dem også om, at de ikke kan selv og de har brug for den hjælp og den tryghed det giver, at der sidder en lige ved siden af dem.
Det vil være en god idé, at I indfører de nye puttevaner, samtidig med at han skal flytte ind på eget værelse. Det vil være en stor omvæltning, men også en spændende begivenhed.
Og brug den kommende tid til, at forberede ham på hvad der skal ske, ved fx at tale om, at nu får han snart sit eget værelse etc. I kan evt. lave en lille historie sammen, inspireret af artiklen om historie som metode, når barnet skal lære noget nyt. Se dette link: http://www.sundhedsplejersken.dk/Born/Artikler-om-born2/Sundhed-og-miljo/Blefri-zone—abning-med-historien-om-at-blive-blefri/
Og lav et putteritual der er så ens som muligt, hver eneste aften. Overvej om han skal ligge og høre en historie, kigge i en bog, høre lidt stille musik, men vær også opmærksom på, at I ikke skaber alt for megen aktivitet/underholdning, for det gør det også svært for ham, at finde den ro der skal til for at falde i søvn. Max 15 minutter eller noget i den stil er passende.
At give et varmt bad inden sengetid kan også have en positiv effekt, så han lettere falder i søvn.
Og når I nu skal give ham den puttevane med, at han fint og sikkert kan ligge alene, indtil han falder i søvn. Så skal I selv være overbeviste om, at det er godt, det I gør. Så I kan virke overbevisende, også selv om han i starten vil protestere og græde.
Og det vil han med stor sandsynlighed, græde, skrige og protestere. For børn er glade for vaner og ikke interesseret i ændringer, næsten uanset hvad det drejer sig om.
Så når han græder/skriger, så kan I tænke på, at nu hjælper I ham til at lære, at han godt kan selv og ikke har brug for at blive forstyrret af en mor eller far, der sidder lige ved siden af. Men I er tæt på, fx i stuen. Og kalder han eller forlader sengen, så går I ind, putter ham, siger godnat igen og går tilbage til stuen. Det kan I gøre mange gange de første aftener. Men det vil gradvist aftage i takt med, at han finder ud af, at nu er det sådan, det foregår.
Held og lykke med de nye putteritualer.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.