Kære M.
Tillykke med jeres dejlige og nemme dreng, som lige er ved at være fem måneder. Du har helt ret i, at det kan være en svær overgang, I er midt i. Han er fuldammet, og det anbefales, at I fortsætter med det, indtil han viser tegn på at få lyst til at spise anden mad også, når han er parat og sikkert omkring seks måneder. Tegnene på at det snart kommer er de mange opvågninger i løbet af natten. Du kan prøve at skrue op for amningerne i dagtimerne. Så du ammer ham så meget og så længe ved hvert måltid, som det er muligt. For det er døgnmængden, der styrer. Og hvis du skruer op for mælken i løbet af dagen, så kan man håbe, at hans behov for amninger om natten bliver mindre.
- At sutte på en sut, så det virker beroligende for en baby kan være svært at lære for nogle børn. Når I ”træner”, kan I være opmærksomme på at trække tilbage i sutten, så jeres søn mærker, at han skal ind i en rytmisk sugerytme, før det virker godt for ham. Når han bare gumler på suttehovedet, så er det bare en generende gummidut, som ikke virker beroligende på nogen måde. Jeg håber, at I fornemmer, hvad der skal til. Og tag den suttetype, som han er mest begejstret for.
- Nætterne … Ja, som jeg var inde på i min indledning til jer, så kan du øge ammeriet i dagtimerne. I kan også sørge for at være meget fysiske med ham, så han bruger kroppen meget. I kan lege på et tæppe på gulvet, fx hvor han ligger meget på maven og bevæger sig, bliver trillet rundt, kildet og leget med – ”Nu kommer der en lille mus …” osv. I kan også lege ”cykle op ad bakken”, han kan hoppe på den voksnes skød. I det hele taget skal musklerne være i gang, I skal have kontakt og I skal lege sammen. I kan også danse til musik, hvor han er i favnen hos én af jer. Nogle steder kan man gå til babysvømning eller til babyrytmik, måske det findes og er en mulighed i nærheden af, hvor I bor. Når han er meget aktiv om dagen, så bliver han måske mere naturligt træt, og det kan sammen med mere mad i dagtimerne være medvirkende til at han sover bedre om natten. Og hvis det er nødvendigt, så må du selvfølgelig amme ham. De fleste børn begynder at sove længere, når de er omkring 8-9 måneder. Måske er det godt at vide for jer, hvad I kan forvente. Og hvis suttetræningen også gør, at han kan beroliges af en sut, så vil det jo også trække samme vej.
- Barnevognen … Det ville jo være skønt, om I kunne vænne ham til den helt og aldeles. Det virker til at I er godt i gang. Og hvis han får lært at berolige sig med sutten, så vil den måske også være medvirkende til, at han kan blive helt glad for barnevognen. Nu nærmer vi os stærkt den kølige tid. Så hvis I kan vænne ham til, at han bliver leget med, han bliver ammet og skiftet, får overtøj på og bliver puttet med sut i barnevognen, og at I går tur for at han skal sove, så er det måske en rytme, som I kan blive en ny vane? Der skal nok en uges tid eller to til, før han får indstillet rytmen sådan. Der skal dannes en forbindelse for ham, hvor de ting gentager sig – jeg får mad, bliver skiftet – får overtøj på – får sut, og kommer i barnevogn, som kører, og det er sovetid. Det kan måske være begyndelsen til, at han kan sove sine lure i barnevognen. Det er da værd at prøve.
Hvis de forskellige ting kan lykkes for jer – at han lærer suttens beroligende effekt at kende, han får meget mælk ved brystet i løbet af dagtimerne, han får masser af leg og bevægelse og I får en anden rytme, hvor han efterhånden vænner sig til at sove i barnevognen, så bliver du heller ikke så fastlåst derhjemme. Det er mange elementer at skrue på, men hvis bare noget af det kan lykkes for jer, så vil både I og jeres søn trives endnu bedre.
Held og lykke med det hele
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d