Der skal satses meget mere på graviditeten!

Jeg har netop genset en TV-udsendelse med journalisten Anders Agger om en tvangsfjernelse.

Tænk hvis forældreparret, vi møder, havde haft fagpersoner omkring sig UNDER graviditeten, som havde håndteret situationen, så de kommende forældre følte sig respekteret og accepteret. At de havde været ordentlig forberedt på, hvad der skulle ske lige efter fødslen. Der er – også i Danmark – eksempler på, at familier i komplicerede og udsatte situationer kan få hjælp og støtte på en menneskeværdig og respektfuld måde.

Men det var en beskæmmende oplevelse at se, hvor dårlig forfatning vores hjælpeapparat er i. Vi møder en yngre gravid kvinde og hendes mand. Det fremgår, at socialforvaltningen har besluttet, at barnet skal tvangsanbringes lige efter fødslen. Moren er én af døtrene fra ”Tøndersagen”, hvor hendes forældre blev dømt til fængsel for overgreb, misrøgt og omsorgssvigt. Vi ser resultaterne af svigt, på svigt, på svigt og endnu mere svigt. Faren har også en fortid, som vidner om mange belastninger, fængselsophold og flere anbragte børn. Forældreparret har et barn sammen, der er tvangsanbragt allerede.

I et klip ser vi den kommende mor ringe til sagsbehandleren få dage før fødslen for at finde ud af, hvor længe hun skal være på barselsafdelingen. Det bliver ikke afklaret … Vi ser barn og forældre lige efter fødslen. Skal han lægges til brystet? Det er uafklaret … Jordemødrene må ekstemporere sig frem. Det er aftalt, at der ringes til socialforvaltningen, så snart barnet er født. Det sker, og to personer fra den kommunale forvaltning dukker op. De skal have barnet med. Men hvem skal give barnet tøj på? Og hvordan skal overleveringen ske? Man fægter sig frem. Barnet bliver afleveret i det offentliges varetægt.

Til allersidst i udsendelsen er der en tekst på skærmen, der fortæller, at forældrene har klaget til Ankestyrelsen over anbringelsen. De har fået medhold i klagen. Barnet har på daværende tidspunkt allerede været anbragt i tre forskellige plejefamilier.

Man må formode, at der har været hjælp og støtte til kvinden, som er blev svigtet så grusomt under opvæksten. Og der er sikkert mange grunde til forvaltningens beslutning om anbringelse. Men udsendelsen vidner om, at der er lang vej igen. Der har simpelthen ikke været et solidt og troværdigt system omkring familien under graviditeten.

Jeg kan frygte for, at fokus på tvang vil forværre situationen. Med familier der går under jorden og flygter af angst for at få børnene fjernet eller bortadopteret – på et for tilfældigt og tyndt grundlag. Familier som gør alt for at undgå de systemer, der er tænkt som en hjælp for de mest udsatte familier.

Der mangler løsninger … Jeg drømmer om sammenhængende og solide indsatser i tiden omkring graviditeten og i den allertidligste barndom. Uanset situationen den gravide er i, så er det et rigtig godt og meget virksomt tidspunkt at give støtte og omsorg på.

Else Guldager, sundhedsplejerske ph.d.
Redaktør af sundhedsplejersken.dk
Konsulent i Center for Forældreskab.

Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger.