Hej Else.
Jeg skriver fordi jeg er i tvivl om jeg gør det rigtige for min lille datter på 1 måned.
Min datter begyndte for snart 2 uger siden at blive urolig under amningen. Hun spjætter med arme og ben, og trækker hovedet til sig, så hun slipper grebet om min brystvorte.
Den sidste uges tid er det gradvist blevet værre og hun kan blive rigtig sur og begynde at græde ved brystet.
Ved 5 ugers undersøgelsen, for snart en uge siden, viser det sig, at hun på 5 dage ikke har taget på, dog heller ikke tabt sig.
Det overraskede os meget, da hun ellers har taget 350 g på hver eneste uge før da.
Min læge anbefalede at give hende lidt tilskud MME, og vi har siden da givet hende en enkelt flaske om dagen, hvor hun typisk spiser 60 ml.
Udover at hun er meget urolig ved brystet, så er hun en baby, som siden fødslen kun har kunne falde i søvn ved brystet og helst også svøbt.
Hun kan ikke falde i søvn af sig selv, eller bare ved at lægge hende.
Hvad nu hvis det viser sig, at amningen er gået i fisk, og hun ender med at blive flaskebarn??
Hvordan vil jeg kunne få hende til at falde i søvn uden bryst? Har jeg givet min datter en dårlig vane med det bryst?
(Hun vil absolut heller ikke tage sut, skønt vi forsøger at øve).
Hun er heller ikke endnu tryg ved en stillestående barnevogn, men sover glædeligt i den, så snart den bevæger sig.)
Jeg savner lidt gode råd, og vil jo kun at min datter har det godt.