Hej fagpanel
Jeg har en datter, der lige er blevet tre mdr., og hun er blevet utrolig urolig på det sidste, på en anden måde, end jeg før har oplevet.
Jeg har svært ved at få hende til at sutte koncentreret. Hun sutter og slipper, kigger ivrigt rundt, sutter og slipper…..hele tiden.
Jeg er ret sikker på, at det ikke er mangel på mælk, for amningen har fungeret fint. Og det er også en anderledes uro, end den jeg til tider kan opleve, hvis hun er utilfreds med brystet. Hun virker ufokuseret og hektisk, som om hun bare skal have det hele med på een gang, eller at hun bliver påvirket af alt omkring hende. Fx hvis jeg sidder og snakker med nogen, når jeg ammer hende, så ligger hun vrider og vender sig og slipper hele tiden.
Ifølge Helen Lyng Hansen (sundhedsplejerske) er det jo lige efter bogen. Hun skriver, at børn i 3-4 måneders alderen kan have svært ved at koncentrere sig om amningen, fordi de ikke kan finde fokus. De bliver let forstyrrede af alt omkring dem, som de sanser meget bedre nu.
Men kan jeg være sikker på, at det er det? Og hvad er så værktøjet i den sammenhæng? Skal man være opmærksom på at drosle ned på stimulationen, fx af legetøj og aktiviteter?
Jeg har prøvet med afskærmning, når jeg ammer, således at jeg trækker dynen op over hovedet (holder den fri fra ansigtet selvfølgelig). Men så bliver hun bare optaget af striberne i betrækket eller lys/skygge effekter eller virker irriteret over, at have dynen hen over sig. Det virker umuligt, at få hende til at slappe af.
Jeg må faktisk holde hendes hoved fast og tvinge hende til at holde fokus på brystet, for at hun får mad nok om dagen. I går fik jeg hende ikke til at spise nok, med det resultat, at hun vækkede mig 2-3 gange i nat og var sulten – hun plejer at sove igennem!
Men jeg er usikker på, om det er løsningen at drosle ned. Kan det ikke også være det modsatte, man skal gøre ? Altså støtte hendes større åbenhed og nysgerrighed og netop stimulere hende ekstra i stedet? Jeg er bare bange for, at få et overtræt og overstimuleret hysterisk barn ud af det, hvis behovet er det modsatte (neddrosling).
Hvordan finder man ud af, om det er kedsomhed/efterspørgsel på stimulation eller overstimulering? Og hvad skal man i så fald gøre ved det?
Med venlig hilsen