Kære Else
Jeg stiller egentlig mest dette spørgsmål for, forhåbentlig, at få lidt ro i sindet.
For to måneder siden fødte jeg min datter, en ordentlig krabat på 4700g. Hun er barn nr. 2 og har en storebror, som jeg ammede med stor succes; han var endnu større, da han blev født og havde nået en kampvægt på omkring 12 kg, da han var et halvt år.
Amningen har imidlertid været mere udfordrende denne gang: min datter tabte sig for meget i løbet af den første uge, og vi blev indlagt igen. På det tidspunkt var hun blevet svag og dårlig til at sutte. Hvorfor hun tabte sig i første omgang, har vi aldrig fundet ud af. Vi var indlagt i en uge, hvor jeg malkede ud efter hver amning og gav hende det på en sprøjte. Efter en uge var hun tilbage på fødselsvægten.
Hjemme igen trappede vi gradvis udmalkningen ud, så efter endnu en uge ammede jeg udelukkende. Men jeg var meget påvirket af hele processen og tvivlede meget på, om jeg havde mælk nok, om hun suttede ordentligt osv. I modsætning til sin storebror, som altid var interesseret i at spise, siger hun nemlig nogle gange fra, og det gør mig altid bekymret – måske uden grund.
Pga. denne usikkerhed er hun blevet vejet utrolig mange gange af sundhedsplejersken. Det har både været med til at gøre mig rolig, men det har også stresset mig. Fordi hun er blevet vejet så ofte, er vejningerne lidt svære at bruge til noget, nogle gange har hun lige skidt, nogle gange har hun lige spist osv. I gennemsnit har hun dog taget omkring 210 g på om ugen siden udskrivningen, og det er jo meget fint.
Hun er desuden et meget tilfreds barn, græder ikke meget og smiler og griner meget til mig. Hun har mange tunge bleer hver dag og afføring en gang i døgnet.
Nu til mine spørgsmål: Jeg har altid usikkerheden, om hvorvidt jeg har mælk nok i baghovedet, så så snart hun ikke sutter så meget ved en amning, spekulerer jeg på, om det er derfor. Men samtidig er det måske fjollet, for jeg kan på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet presse en forholdsvis kraftig stråle mælk ud af brystet ved at trykke let på det – også før hun har sat nedløbsrefleksen i gang.
Nogle gange virker mine byster ret slappe, andre gange spændte, men som nævnt kan jeg alligevel altid presse lige meget mælk ud. Jeg tænker, at det så er tænkeligt, at hun siger nej tak til mælken nogle gange, fordi hun er mæt. Er du enig?
Jeg har aldrig rigtigt forstået det der med, at man tømmer et bryst. Når hun slipper kan jeg fortsat presse mælk ud på samme måde. Det var på samme måde, da jeg ammede min søn. Kan det tænkes, at jeg bare producerer mælken løbende, imens jeg ammer?
Jeg ammer altid, når hun vågner fra en lur og så en ekstra gang, inden hun skal sove igen, så hun har chancen for at få mere mælk, hvis hun ikke fik nok, da hun vågnede.
Det giver vel i alt 7 store gange plus de små tåre, hun får, før hun lægges igen. Men om natten sover hun lange stræk. Normalt har hun et stræk på 5 timer, men en enkelt gang har hun sovet et stræk på 7 timer og en anden gang et stræk på 6 timer.
Det bekymrede mig, da jeg ser tilbage på den første uge, hvor hun var for slap til at vågne af sig selv. På den anden side er hun jo ikke spor slap nu. Jeg er også lidt bekymret for, om det påvirker min mælkeproduktion, når hun sover så længe om natten.
Hvad tænker du? Bør jeg vække hende, når hun har sovet fx 5 timer?
Det er muligvis lidt forvirrende at læse mit brev og ikke mindst finde ud af, hvad det egentlig er, jeg spørger om. Alt i alt drejer det sig nok om, at opstarten på amningen har været svær, og det har gjort mig usikker og forvirret.
Hvad tror du? Er jeg på rette vej med amningen og kan jeg med rette lægge nogle af mine mange bekymringer væk?
Mange hilsner fra