Hej Vibeke,
Jeg har et problem med min søn på 1 1/2 år. Han nægter at spise rugbrød til frokost. Han har tidligere spist det uden problemer, og jeg ved at han kan lide det. Han er ikke kræsen og spiser rigtig meget af det vi serverer. Vi er gået tilbage til bondebrød, hvilket hjalp i en periode, men nu nægter han igen.
Frokosten hjemme hos os forløber nogenlunde sådan her:
Han kommer glad løbende og kravler op på sin stol, når jeg kalder at der er mad, men ligeså snart hagesmækken er på og stolen skubbet ind, begynder han at råbe nej og skubber maden væk. Vi har prøvet alt, men intet hjælper.
Vi har prøvet at han sidder på skødet, maden skåret i bidder eller blot i hapser han selv kan bide af. Forskelligt pålæg, uden pålæg… Vi har også prøvet med konsekvenser, f.eks. at han kommer ned, hvilket gør ham gal og ked af det. Men vi holder på, at hvis han vil sidde hos/med os, så skal han spise. Det ender som regel med at han kommer ud at sove uden at have fået frokost. Så får han frokosten serveret igen når han vågner. Sådan kan der gå en hel dag, hvor han kun spiser morgenmad, et lille mellemmåltid (frugt) og så ikke mere før aftensmaden. Jeg bliver også gal og ked af det og har svært ved at bevare roen, når han pure nægter.
Han er i forvejen begyndt at prøve virkelig mange grænser af, og det er lidt et princip for mig at vi spiser rugbrød til frokost (selvfølgelig får vi andet nogle gange). Jeg vil helst ikke give ham indtryk af at han “vinder” og servere andet for ham. Nogle gange er jeg endt med give mig og servere havregrød, som han så spiser med velbehag og godt humør. Men jeg synes altså det er et forkert signal, jeg sender, når jeg giver mig efter en halv times kamp.
I vuggestuen er han vant til varm mad fire dagen om ugen. Den femte dag får de rugbrød, som ingen af børnene spiser. Det ender så med, at de får lov til kun at spise pålægget (hvilket jeg er meget imod). Han må gerne spise pålægget først, men skal lære at rugbrødet hører med og skal spises også.
Jeg synes han er gammel nok til at lære at forstå, at han skal spise, det der står på bordet. Og jeg ved han er udspekuleret og prøver at køre rundt med os – i alle mulige situationer 🙂
Det jeg savner er nok mest et godt råd. Er der noget vi ikke har prøvet som måske hjælper? Skal vi blive ved med at holde på, at vi bestemmer og tage kampen?
Hvornår kan jeg servere noget andet for ham uden at han vinder (jeg vil jo ikke sulte ham)? Han stædighed og temperament er den egentlige “fjende” her føler jeg, og jeg ved ikke, hvordan jeg griber det rigtigt an.
Venlig hilsen