Kære Else.
Jeg er mor til en faktisk lille aktiv pige på 7 måneder.
Den seneste tid har vi haft problemer omkring spisning. Vi startede på mos/grød, da hun var 5 måneder, men måtte holde en pause efter et par uger da hun så nægtede at åbne munden. Vi gik derefter i gang igen, da hun blev 6 måneder, og det går bedre, men det er ikke helt godt.
Hendes dag ser for det meste således ud:
Hun står op omkring 6.45, spiser havregrød en lille time efter og får en flaske mælk ved 9.30 inden hun sover sin første lur på ca. 1½-2 timer. Ca. kl. 13 spiser hun grøntsagsmos/små stykker rugbrød, og ved 14.30 bliver hun lagt til at sove igen. Hun står op omkring kl. 16, hvor hun får en flaske mælk. Ved 18-tiden får hun grøntsagsmos/små stykker kartoffel mv., og ved 19.30 får hun en flaske mælk inden hun skal i seng.
Til tider får hun en flaske mælk omkring midnat, men for tiden springer hun den over og vil så først have en flaske ca. 3.30.
Problemet er, at hun ikke rigtig spiser så meget af de tre grød/mosmåltider, som hun får.
For det første tror jeg, at hun har gennemskuet, at hun hurtigere bliver mæt af at spise en flaske end af at skulle tygge mad, og for det anden spolerer flasken kl. 3.30 sandsynligvis en stor del af hendes appetit om dagen – vi ved bare ikke rigtig, hvad vi skal gøre for at ændre det. Vi har talt om at tage flasken om natten fra hende, men da hun spiser omkring 150 ml, er hun jo reelt sulten, og så virker det ikke umiddelbart som en mulighed.
Vi så rigtig gerne, at hun fik spist reelt om dagen, så hun ikke havde brug for flasken om natten, men det sker nok ikke så længe hun får flasken – vi føler os derfor lidt fanget i en ond cirkel og håber på lidt hjælp.
Mvh