Hej til Mortilemilie.
Tillykke med din dejlige datter. Helt umiddelbart synes jeg, at I alle klarer det hele rigtig godt. Din datter kan ikke forventes at være vægtmæssigt som andre børn (dvs. fordoble sin vægt 5-6 måneder gammel), fordi du har den baggrund med diabetes 1, som selvfølgelig har haft betydning i begyndelsen af hendes første levetid.
Det er også indlysende og almindeligt, at man som diabetiker nok bliver mere koncentreret om mad, måltider og mængder, simpelthen fordi det er altafgørende for det liv, man kan leve med sin diabetes. Jeg tænker om dette også kan præge dig?
For når jeg ser bort fra vægten, hvad jeg er helt enig med fagfolk omkring dig, at man skal, så får jeg et billede af en pige på ½ år, der stortrives. Hun er træt af sin flaske, så den skal du nok indstille dig på at skrue ned for. Men bortset fra det, så får hun omkring 5-7 måltider hver dag, er glad og udvikler sig godt. Det er der god grund til at glædes over.
Jeg synes ikke det ser rodet ud, som du beskriver jeres dagligdag – og hendes mad- og drikkemønster. Du kan måske gøre dig umage med at hendes grød og mos, den har du kommet ”noget flydende i”, for hun får jo også væske fra den kanal.
Snart kan hun jo drikke af koppen selv, og så kan det være, at det bliver mere interessant for hende.
Du skal nok vænne dig til, at de voksne er dem der tilbyder mad og drikke, og børnene bestemmer selv hvor meget eller hvor lidt, de vil spise og drikke. Kroppen er sædvanligvis god til at regulere de behov der er, med det udbud af mad og drikke, som tilbydes. Så måske er din største kunst at stole på lægerne og sundhedsplejersken, der følger din datter, stole på deres tilbagemeldinger og slappe af med hensyn til alt det, du selv synes, du skal leve op til?
Så længe din datter er frisk og rask, udvikler sig og har mod på livet – og I kommer med gode tilbud om mad og drikke, der følger myndighedernes anbefalinger – så er der grund til at læne sig lidt tilbage og nyde, at alt går, som det skal.
God fornøjelse med det hele.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk