Hej Mor til Jacob
Når et barn er født til tiden, så plejer man generelt at anbefale, at man starter med overgangskost 6 måneder efter fødslen. Men er barnet født før terminen, så er det ofte svært at vente så længe, (til 6 måneder efter terminsdatoen) da børnene generelt viser tegn på sult ,og nogle gange har de også svært ved at følge med i længdevækst.
Præmature børn har en højere væksthastighed end børn født til terminen. Det betyder, at de har et stort for energi. Så til præmature børn anbefaler man, at man starter med overgangskost allerede 4 måneder efter den dato, der ligger midt mellem terminsdato og fødselsdagen. Det betyder for nogle børn, at de allerede begynder så småt på overgangskost 1 -2 måneder efter terminsdatoen.
Og så afhænger det selvfølgelig også af barnets modenhed, mundmotoriske udvikling, etc.
I forhold til Jacob så skal du nok ikke vente meget længere med at begynde på skemaden, da du måske kan risikere, at han snart mister interessen for anden mad. Hvis man venter meget længere end 6 måneder med at tilbyde børn anden mad end mælk, så gider de ofte ikke, det arbejde det er at spise mad med ske. Deres mæthed holder ikke ret længe ad gangen og de kan komme til at mangle nogle næringsstoffer, som barnet har brug for i denne alder.
Så start lige så forsigtigt med nogle små smagsprøver på grød og mos. Og start på et tidspunkt der ligger mellem 2 amme måltider, hvor han hverken er for sulten eller for mæt til at kunne spise.
Held og lykke med overgangen til skemad.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.